- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mundbind erstatter krav om frit flysæde hos Lufthansa

Nu skal alle passagerer have mundbind på når de flyver med nogle af de få ruter, Lufthansa-gruppens medlemmer stadig opretholder. Mundbind erstatter kravet om at friholde hvert andet flysæde.

Der bliver fra på mandag, den 4. maj, et krav til passagererne at de har et mundbind på, der også dækker næsen, under hele flyrejsen – og allerede gerne når de kommer ind i lufthavnen, oplyser Lufthansa Group i en pressemeddelelse.

Den store luftfartskoncern er som alle andre flyselskaber nærmest er bombet tilbage til start på grund af den kinesiske coronavirus.

Lufthansa-gruppen oplyser, at ved at passagererne bærer mund- og næsedækkende bind, betyder, at man ophæver den hidtil gældende regel om, at passagererne ikke har nogen medrejsende siddende ved siden af sig på Economy og Premium Economy. Det mund- og næsedækkende bind giver rigelig sundhedsmæssig beskyttelse, oplyser Lufthansa & Co.

Men fordi der i denne tid kun er få passagerer, vil flyselskabet så vidt muligt sørge for, at der ikke er nogen medrejsende i nabo-passagersædet.

Lufthansa Group, der udover selve Lufthansa også tæller Austrian, Brussels Airlines, Eurowings og Swiss, forsikrer, at man gør sit yderste for at der kan holdes den sociale afstand mellem passagererne på de flyvninger, der stadig gennemføres. Alt kabinepersonale i Lufthansa-gruppen flyver også med blandt andet mundbind.

I selve Tyskland er det også blevet obligatorisk at bære mundbind i det offentlige rum.

Mundbind til udgangen af august
I første omgang gælder kravet til, at passagererne bærer mundbind til udgangen af august, oplyser Lufthansa.

Passagererne bedes selv medbringe deres egne mundbind til flyvninger med Lufthansa-gruppen. Inden afgang sender Lufthansa-selskaberne i god tid seneste information via SMS eller mail om blandt andet hygiejneforhold ombord på gruppens opererende passagerfly.

Lufthansa-selskaberne oplyser, at de naturligvis nøje følger de enkelte landes henvisninger fra sundhedsmyndighederne.

Lufthansa peger blandt andet på, at selskabets passagerfly har de mest moderne luftfiltre, der giver en lige så ren luft som i for eksempel et operationsrum på et hospital.

Relaterede artikler:

Lufthansa-kvartalsunderskud på ni milliarder kroner

Star Alliance-medlem har plan til efter coronakrisen

Lukker Germanwings og reducerer med 42 fly