Det seneste år har landets museet haft en tocifret stigning i antallet af gæster. Det går dog endnu bedre, når man kigger på besøgende med grundskolen som højest afsluttede uddannelse.
Hvis man tror, at det kun er de danskere, der har gennemført en lang uddannelse på et universitet eller lignende, som bruger deres fritid i udstillingerne på et af landets museer, tager man efter alt at dømme fejl. Det skriver DR.
Ikke nok med at der helt generelt er flere, der besøger de danske museer, så finder man nemlig den største stigning hos de gæster, der har grundskolen som højest afsluttede uddannelse. Det fremgår af nye tal, som Danmarks Statistik har leveret.
Tallene viser nemlig, at der er sket en stigning på 10,2 procent i antallet af gæster på landets museer, når man sammenligner i år med 2024. Stigningen er dog på 20 procent, hvis man kigger isoleret på de personer, hvor grundskolen er det højeste uddannelsestrin.
Ret usædvanligt
Michael Folmer Wessman, der er fagchef for kultur i Dansk Erhverv, hæfter sig over for DR ved, at de nye tal vidner om, at flere danskere begynder at få øjnene op for de oplevelser, der gemmer sig i samlingerne på museerne på tværs af landet.
”Det er faktisk ret meget og ret usædvanligt. Ofte tænker man måske på museumsgæster som nogle lidt ældre og måske også højtuddannede. Det her er et tegn på, at museerne er ved at få bredere fat i befolkningen.”
Den tendens har man også bidt mærke i på kunstmuseet Arken, hvor personalet nu til dags byder velkommen til en stor andel førstegangsbesøgende og yngre gæster.
Det har fået Arken til at tænke i andre baner, og derfor forsøger museet også at formidle bredere, end man tidligere har gjort. Det sker blandt andet ved, at man har indgået samarbejder med Brøndby IF, Smukfest, strikdesigneren Lærke Bagger og andre.
Skal være seriøst og folkeligt
I udkanten af Aarhus ligger Moesgaard. Her er antallet af museumsgæster, der har grundskolen som den højeste afsluttede uddannelse, steget i løbet af de seneste fire år, hvilket er i tråd med de mål, som man har arbejdet henimod.
Ifølge publikumschef Henrik Hatt var en af tankerne bag Moesgaards nye museumsbygning, der blev taget i brug for 11 år siden, at museet netop skulle have de nødvendige rammer til at kunne formidle historien til et bredere udsnit af befolkningen.
Det mål har det aarhusianske museum sidenhen prøvet at indfri ved at forsøge at lave seriøse og troværdige udstillinger, hvor man dog ikke glemmer, at de også skal være både underholdende, fascinerende og folkelige, lyder det.
Relaterede artikler:
Museer slår rekord: Havde flest besøgende i 40 år