- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Neelmeyer forlader færøsk rederi

Blot et år efter tidligere Spies-direktør, Henrik Neelmeyer, blev salgsdirektør for færøske Smyril Line, stopper han med udgangen af denne måned.

”Jeg slutter i Smyril Line, der vil samle sin direktion på Færøerne,” bekræfter Henrik Neelmeyer til takeoff.dk

 
Smyril Line fik for nylig ny adm. direktør, Rúni Vang Poulsen, rederiets hidtidige finansdirektør.

 

For at tilpasse driftsomkostningerne sejler Smyril Line nu fra Hirtshals. Dermed anløber rederiets flagskib, Norröna, Hirtshals hele året. Dermed stopper sejladsen til Esbjerg i vinterperioden og Hanstholm i højsæsonen.
 

”Nu kigger jeg efter nye muligheder i rejse- og hotelbranchen,” siger Henrik Neelmeyer. Han var tidligere adm. direktør for Spies og Krone Rejser – og blev i november sidste år salgsdirektør for Smyril Line, der året rundt sejler med det gode skib Norröna mellem Danmark, Færøerne og Island.

 

48-årige Henrik Neelmeyer har en MBA – men som mange andre var hans entre i rejsebranchen Spies’ guideskole.
”Men jeg nåede aldrig at blive guide, jeg blev tiltrukket af Spies’ salgsafdeling,” siger Henrik Neelmeyer. Gennem sine 17 år hos Spies havde han flere stillinger, bl.a. som adm. direktør, til han forlod rejsebureauet i 2001. 

 

Da Airtours overtog Spies-koncernen, kom Neelmeyer til Radisson SAS’ interne reklamebureau ”Creative Corner.” I 2004 blev han medejer af og adm. direktør for Krone Rejser. Og efter Krone Rejser blev han i år direktør i Institut for Selskabsledelse.

 

Smyril Lines 33-årige Henny á Líknargøtu er nu salgs- og marketingsdirektør for Smyril Line på hovedkontoret i Thorshavn. Hun har en højere handelsskole uddannelse suppleret med international marketing og business ved Copenhagen Business School.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten