- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Nettet er vigtigst i kamp om turister

TURISME: ”Kampen om turisterne sker på digitale platforme. Hvis et produkt ikke findes online, er det ikke-eksisterende i turisternes univers,” siger VisitDenmarks marketingdirektør forud for fredagens Turismepolitisk Årsmøde i København.

TURISME: ”Kampen om turisterne sker på digitale platforme. Hvis et produkt ikke findes online, er det ikke-eksisterende i turisternes univers,” siger VisitDenmarks marketingdirektør forud for fredagens Turismepolitisk Årsmøde i København.

På fredag er dansk turisme til debat i Vilhelm Lauritzen Terminalen i Københavns Lufthavn. De 250 deltagere skal høre indlæg og diskutere, hvordan der bedst sættes liv, handling og resultater til regeringens nationale turismestrategi.

På Turismepolitisk Årsmøde stilles der bl.a. skarpt på digital markedsføring. Og kampen om de internationale turister står på de digitale platforme, mener Janne Henriksen, marketingdirektør i VisitDenmark.

Sammen med direktør Annette Sørensen fra VisitNordsjælland har hun et indlæg på konferencen, hvor deltagerne skal drøfte, hvordan det offentlige og turisterhvervet sammen kan spille op til turisternes brug af digitale platforme.

”Hvis et produkt ikke findes online, er det ikke-eksisterende i turisternes univers. Det gælder når de skal inspireres til at rejse, når de skal booke, når de skal opleve og når de skal dele deres oplevelser med venner og familie,” siger Janne Henriksen.

Youtube har 100 mio. unikke besøgende om måneden, og 64 pct. ser rejseindhold. De finder inspiration, og tre ud af fem bruger videoer på Youtube til at fokusere på destinationer. Så det gælder om at have lækkert og lokkende videoindhold, så brugerne sætter Danmark på den mentale shortliste, lyder det fra marketingdirektøren.

Brugerne ser destinationens online præsentation af attraktioner og oplevelser. De fleste bruger søgemaskiner i denne del af beslutningsprocessen, og derfor skal destinationerne være online med attraktive tilbud. Så bliver der booket – i stigende grad via mobilen, siger Janne Henriksen.

Hun er også formand for Det Digitale Partnerskab, som samler alle offentlige turismeorganisationer i Danmark for at intensivere det digitale samarbejde.

”Når turisterne er kommet til Danmark, har de ikke nødvendigvis forberedt deres ophold i detaljer. De bruger i stigende grad on-site planning, og de er i høj grad selvhjulpne. Når de rejser, foretrækker op mod 40 pct. af de 25-34-årige at løse en udfordring eller spørgsmål ved at slå op på nettet, frem for at tale med servicepersonale.  Det samme gælder op mod 20 pct. af de 55 – 64-årige,” siger Janne Henriksen.

Arrangørerne af Turismepolitisk Årsmøde 2017 er Danske Regioner, VisitDenmark, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Kommunernes Landsforening og Turismeerhvervets Samarbejdsforum.