- STANDBY.DK - https://standby.dk -

New York skal have kæmpe svømmebassin i floden

I selve East River ved spidsen af Manhattan får New York City en ny turistattraktion i sommersæsonen: et stort svømmebassin. Holder planerne kan de første hoppe i bassinet i 2026.

Den store ”+Pool” på over 800 kvadratmeter skal flyde i selve East River, det kors-formede bassin bliver blandt andet forsynet med omfattende filtersystemer, der dagligt kan rense cirka fire millioner liter af det ikke helt rene flodvand. Efter brug udledes det rensede flodvand igen i East River som dermed får renere vand tilbage.

Installeringen af poolen begynder så småt her i efteråret, næste år starter testning af filtersystemet, der skal beskytte svømmerne. Bassinet kan tage op til 300 vandhunde. Svømmebassinet finansieres blandt andet med cirka 100 millioner kroner i tilskud fra selve New York City. Hele bassin-projektet skønnes at ville koste cirka 350 millioner kroner, skriver CNN.

Millionbyen har kun 50 offentlige svømmebassiner til sine over otte millioner indbyggere plus de mange millioner årlige turister.

Bassinets over 800 kvadratmeter bygges korsformet og kan deles op i fire primære områder: børnebassin, udspring fra vipper, svømmebaner med olympiske mål (50 meter i længden) for motionister med mere og et område til vandsport, for eksempel vandpolo.

East River er trods navnet reelt ikke er en flod, men et farvand mellem Long Island (hvor JFK-lufthavnen ligger) og New York-bydelene Bronx og Manhattan. New York City består af fem primære bydele: Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island.

New York nærmer sig turisttal fra før pandemien
Sidste år havde New York City 61,8 millioner turister – primært fra USA. Dermed var man på 93 procent af niveauet fra før pandemien. I år forventes 64,5 millioner besøgende turister. Det oplyste New Yorks officielle turistråd, New York City Tourism + Conventions, tidligere i år.

De 61,8 millioner svarede til 93 procent af besøgstallet fra 2019, året før pandemien.

Af de 61,8 millioner turister var de 51,1 millioner fra selve USA, en stigning fra 2022 på næsten otte procent. Stigningen var større hos de udenlandske turister – her var væksten tæt på 15 procent; og de 10,8 millioner udenlandske turister stod for næsten halvdelen af den turismerelaterede omsætning i New York City. I år forventes totalt 64,5 millioner turistankomster til byen.

 

Relaterede artikler:

New York blandt verdens dyreste byer for forretningsrejsende

New York: Skrappere krav til Airbnb giver boom for hoteller

Rejsebureau hæftede for lukket svømmebassin