- STANDBY.dk - https://standby.dk -

”Noget vrøvl at ferier kun bliver for velhavende”

Flere eksperter frygter flybilletterne vil stige 50-100 pct. Men det er altså ikke slået igennem på priserne, oplyser Dansk Flyprisindex fra prissammenligningssiden Travelmarket.dk

Pristjekket fra Dansk Flyprisindex viser, at flypriserne med afrejse i november i år samt i januar og marts næste år i mange tilfælde er næsten uændret sammenlignet med samme tid et år tidligere.

”Faktisk er der lige så mange flybilletter, der falder, som der stiger i pris,” siger administrerende direktør Ole Stouby fra den danske prissammenligningsside Travelmarket.dk og fortsætter:

“Når vi igen kan rejse til europæiske og interkontinentale rejsemål, er det i hvert fald ikke flypriserne, der vil afholde folk fra at rejse. Der er fortsat masser af billige flybilletter langt fremme i tiden.

Så hvis man har planer om at rejse i slutningen af året eller næste år, vil det være oplagt mulighed at bestille nu. Jeg anbefaler, at man betaler med kreditkort, så man kan få pengene tilbage, hvis flyselskabet går konkurs.”

Pristjekket fra Dansk Flyprisindex viser, at man kan flyve tur retur fra både Billund og København til Dubai eller New York for 2.000 kroner eller for eksempel retur fra København til Bangkok for 3.000 kroner.

En storbyferie til Paris eller Amsterdam fra København kan fås for cirka 500 kroner for en returbillet. Det samme gælder Rom, som har det største procentuelle udsving med en prisstigning på nogle få hundrede kroner.

Skeptisk overfor eksperter
“Flere eksperter og organisationer har talt om en betydelig prisforhøjelse på flybilletter, men det er jeg skeptisk overfor.

Markedsudbuddet vil tilpasse sig efterspørgslen, uanset det forventes at blive i et lavere niveau fremadrettet. Alle dage har billige flybilletter været det bedste middel til at få folk ud at rejse – ikke det modsatte,” siger Ole Stouby og fortsætter:

”En forbrugerøkonom har sågar udtalt, at småferier og weekendture bliver lukket land, medmindre man er velhavende. Det mener jeg, er noget vrøvl, og jeg er overbevist om, at vi også fremover kommer til at rejse på storbyferie til meget attraktive priser.”

Pristjekket tager udgangspunkt i flyvninger fra Billund og København til fem europæiske og fem interkontinentale rejsemål. I pristjekket sammenlignes flypriserne i de tre måneder med flypriser i samme rejseuge året før.

De europæiske flypriser i pristjekket kan ser via dette link, mens de oversøiske kan ses her.

Relaterede artikler:

IATA: Karantæneregler forsinker genstart af luftfart

Mundbind erstatter krav om frit flysæde hos Lufthansa

KLM tvunget til at refundere aflyste flybilletter