- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nordic Unified Air Traffic Control tager over

Sverige og Danmark har i juli kombineret kontrollen over det fælles luftrum gennem Nordic Unified Air Traffic Control (NUAC).

NUAC er godkendt som fælles flyvemyndighed og har overtaget rutedriften indenfor den dansk/svenske Functional Airspace Block (FAB). Det er den første integrerede Air Navigation Service (ANS) i Europa, som dækker en FAB. Fordelene er en række synergier, der giver fordele til både flyselskaber, passagerer og miljøet.

 

NUAC blev dannet som et datterselskab af Naviair og LFV i 2009, det samme år, som DK/SE FAB blev dannet. I starten af 2011 startede NUAC med at yde operationel støtte til flyveledelserne i København, Stockholm og Malmö, og fremstår nu som den ledende virksomhed i Europa indenfor FAB.

 

LFVs generaldirektør Thomas Allard siger, at FAB udnytter det tilgængelige luftrum optimalt og han er overbevist om, at øget samarbejde over grænserne er fremtiden for flytrafikken.

 

Til december skal alle EU-lande have en FAB strategi på plads ved aftaler mellem to eller flere lande, som aftaler fælles udnyttelse af luftrummet.

 

Bestyrelsesformand for NUAC og CEO for Naviair, Morten Dambæk, siger, at målet for NUAC først og fremmest er den sikreste, mest effektive og billigste ordning for lufttrafikken i Danmark og Sverige. Forbedringer i effektiviteten vil reducere omkostningerne med mindst 13 millioner Euro. Der skabes miljømæssige fordele ved at flyveruterne bliver kortere og mere direkte.

Skrevet af Flemming Juul