De kommende 20 år vil de nordiske flyselskaber få brug for over 420 nye fly til en værdi af ca. 220 milliarder kr., siger Airbus. Der er i dag over 50 nordiske flyselskaber med lige over 300 passagerfly.
Ifølge den seneste Airbus Global Market Forecast (GMF), forventes nordiske flyselskaber at få behov for 424 nye passagerfly i perioden frem til år 2030.
365 af disse nye fly er med én midtergang, som f.eks. Airbus 320-familien, mens de resterende bliver større passagerfly med to midtergange, f.eks. Airbus 330 og A350 XWB; sidstnævnte er endnu ikke lettet fra tegnebrættet.
Behovet for nye fly skyldes bl.a. ønsket hos flyselskaberne om mere moderne fly, der kan forsøge selskabernes kapacitet, reducere omkostninger per sædekilometer samt nedbringe deres indvirkning på miljøet.
Omkring halvdelen af den øgede efterspørgsel på nye fly i den nordiske region vil skyldes flyselskabernes ønske om at udskifte ældre, mindre miljøvenlige fly, mens den anden halvdel vil bero på forventningen om, at flytrafikken til og fra Norden fortsætter med at vokse.
Airbus’ prognose for Norden er baseret på en analyse af Danmark, Finland, Norge, Sverige, Grønland, Færøerne og Island, hvor over 50 flyselskaber i dag har omkring 302 passagerfly i drift.
Lufttrafikken til, fra og inden for Norden er steget 67 pct. siden 2001 med en stigning på 87 pct. inden for international trafik.
Med turismen, den høje levestandard og den fortsatte udvikling på lavprismarkedet som drivkraft, forventer Airbus en gennemsnitlig årlig vækstrate i passagertal i Norden på fire procent.
"Flyflåden i de nordiske flyselskaber vil vokse fra ca. 300 fly i dag, til over 500 de næste 20 år, en stigning på 70 pct.," siger Christopher Emerson, Senior Vice President, Product Strategy & Market Forecast hos Airbus.