Der ligger et potentiale i at trække kulturturister fra Tyskland til Nordjylland. Udfordringen er dog, at de ikke kender landsdelen så godt eller associerer den med kultur, men det skal der ændres på.
I den mest nordlige del af Danmark øjner man en mulighed i at tiltrække såkaldte kulturturister fra Tyskland, da netop dette segment menes at rumme det største potentiale for Nordjylland. Derfor iværksætter man nu en målrettet indsats, der skal få deres øjne op for landsdelen.
En ny undersøgelse fra Epinion viser, at 38 procent af de potentielle tyske gæster befinder sig i målgruppen, der kaldes ’dannelse og udsyn’, hvilket vil sige, at forskellige kulturoplevelser er den primære motor for deres ferie. Den næststørste gruppe udgøres af 20 procent af de mulige turister, og de vil lære nyt om det samfund og den kultur, som de besøger.
De forskellige grupper vurderes desuden også at være interessante, fordi de ifølge undersøgelsen vægter autentiske oplevelser og holder af nordjysk gastronomi og lokale madoplevelser.
Mens de fleste tyskere fortsat ankommer til Danmark i løbet af sommeren, har gæsterne sydfra været en drivkraft i at få bredt aktiviteten i dansk turisme ud til en større del af året, hvilket man hos Destination Nord også synes er interessant.
Skal være en konkurrent
Selvom i hvert fald en del af de tyske kulturturister formentligt kunne lokkes til Nordjylland, og de vil kunne være med til at forlænge sæsonen og øge aktiviteterne i april, maj, september og oktober, hvor de tyske feriekalendere er forskudt i forhold til de danske, er der dog en central udfordring.
Deres kendskab til Nordjylland er nemlig begrænset, ligesom kultur heller ikke er det første, de tænker på, når tankerne strejfer egnen. Det vil Destination Nord dog ændre på, og derfor har organisationen taget initiativ til ’Kulturen i hjertet’.
Det er et treårigt projekt, der har til formål at styrke Nordjyllands position som en samlet og konkurrencedygtig kulturturismedestination og øge antallet af besøg året rundt gennem samarbejder mellem kulturaktører, kommuner og partnere fra andre dele af landet.
2.000 turister har deltaget
Destination Nord oplyser, at den nye satsning kickstartes i begyndelsen af juni med en workshop på Restaurant Møllehuset i Frederikshavn. Her vil interesserede få en introduktion til tankerne bag ’Kulturen i hjertet’ og indsigt i flere planlagte markedsføringskampagner.
De fremmødte vil ligeledes blive præsenteret for hele den føromtalte Epinion-undersøgelse, der blandt andet giver et indblik i 2.000 tyske kulturturisters motiver, adfærd, rejsetid, ferievaner, kendskab til Nordjylland, krav til oplevelser samt betydningen UNESCO-verdensarv for deres valg af rejsemål.
Derudover vil Destination Nord også hjælpe med at omsætte indsigterne til konkrete handlinger, hvilket skal være en del af det fundament, som man håber kan støbes i løbet af de tre år, som projektet vil vare.
Relaterede artikler:
Vil indfri turismepotentiale i militært område