- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norge gør klar til stor indenrigsferie

Norge fraråder sine statsborgere ikke-nødvendige udlandsrejser de næste tre måneder. Det har sat stort skub i bookinger af indenrigsrejser, viser ny analyse fra det store norske flyselskab, Widerøe.

Den norske regering meddelte i fredags, at man fraråder alle ikke-nødvendige udlandsrejser til 20. august. Der var den undtagelse, at regeringen inden 15. juni vil vurdere, om nordmænd frit kan rejse til de øvrige nordiske lande – og dermed at for eksempel danskerne igen kan rejse til Norge.

Det store norske flyselskab Widerøe har netop præsenteret en omfattende undersøgelse af nordmændenes rejseplaner for den kommende sommer. Den viser, at i mangel af bedre forventer ni ud af ti nordmænd at holde ferie i Norge den kommende sommer.

Og de vil gerne flyve i det lange land for at holde ferie. Otte ud af ti vil flyve på deres norske indenrigsferie – og naturoplevelser og at lære sit land bedte at kende står øverst på ønskelisten som årsagen til de planlagte sommerferier indenfor Norge.

Widerøe har fået resultaterne i sin ferieundersøgelse ved at spørge modtagerne af flyselskabets nyhedsbrev samt sine Eurobonus-medlemmer.

Over 19.000 nordmænd fra hele landet svarede på spørgsmålene i undersøgelsen. Ni ud af ti vil holde ferie i Norge, men mange understreger, at de holder nøje øje med udviklingen i mulighederne for udlandsrejser som de opgøres via rejsevejledningerne fra det norske udenrigsministerium.

Køb ét sæde, flyv to
Der er størst lyst til at rejse på sommerferie indenfor Norge fra borgere i større byer, viser undersøgelsen. De områder, som flest nordmænd vil besøge, er Oslo og regionen syd for Oslo, Sørlandet.

Foreløbig har kun ti procent af nordmændene planlagt deres sommerferie, 15 procent vil gøre det i købet af maj og juni.

Widerøe vil komme med kampagnepriser, hvor passagererne kan købe to flybilletter for prisen på én. Selskabet skal ikke blokere flysæder når personer fra samme familie rejser sammen, så må de gerne sidde ved siden af hinanden.

Widerøe har 3.000 medarbejdere og selskabets fly betjener 50 lufthavne i navnlig Norge, men også uden for landets grænser.

Relaterede artikler:

Rejsebureauer behøver varsel før grænser åbner

Nordiske lande er skeptiske ved voucher-ordning

”For tidligt at gætte om udlandsrejser til sommer”