I Norge slås man nu om, hvorvidt man vil sælge SAS til Lufthansa eller selv overtage de danske og svenske aktier.
I sagen om et eventuelt salg af SAS til Lufthansa kan en norsk spiller, komme i vejen for det salg, som både luftfartseksperter og tilsyneladende SAS selv anser som den bedste løsning for det kriseramte skandinaviske flyselskab. Det skriver Berlingske Tidende i dag.
I Norge taler flere regeringspartier nemlig om, at den norske stat bør købe Danmark og Sveriges andele af SAS frem for at lade alle tre stater sælge til Lufthansa. Norge og Danmark ejer hver 14,3 pct., svenskerne ejer 21,4 pct.
»Det er vigtigt, at vi opretholder konkurrencen i luftfarten, det vil tjene forbrugeren. Hvis vi åbner for, at SAS bliver opkøbt af andre flyselskaber, vil det reducere konkurrencen, i hvert fald på sigt, og så er jeg åben for et statsligt køb,« lød det fra statsministerpartiet Arbeiderpartiets transportpolitiske ordfører, Torstein Rudihagen, på norsk TV i går.
Sosialistisk Venstreparti, der sammen med Arbeiderpartiet og Senterpartiet udgør den rød-grønne flertalsregering, har givet udtryk for, at Norge skal bruge af landets opsparede oliemilliarder til at købe de svenske og danske ejerandele for at sikre flytrafik og arbejdspladser i Norge.
Også uden for Stortinget håber man på norsk ejerskab. »Jeg vil opfordre den norske regering til at komme på banen for at købe de svenske aktier, så man kan tale om reel indflydelse i et fantastisk flyselskab. Og køb gerne den danske også,« siger formanden for de norske kabineansatte i SAS, John Lyng.
Den norske erhvervsminister Sylvia Brustad har endnu ikke udtalt sig i klare vendinger om regeringens holdning, men blot konstateret, at man er bekendt med SAS -ledelsens arbejde med forskellige løsninger, og at hvis ikke vilkårene i flybranchen ændrer sig, må SAS »være forberedt på omstillinger«.
Omvendt er man i det norske oppositionsparti, Fremskrittspartiet, positiv over for et salg til Lufthansa.