- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norwegian satser stort på Gatwick

Med 13 millioner mennesker inden for en times kørsel og med fly til fjerne destinationer, bliver London-lufthavnen nøglen til Norwegians fremtidige vækst.

Norwegians topchef Bjørn Kjos.

Med 13 millioner mennesker inden for en times kørsel og med fly til fjerne destinationer, bliver London-lufthavnen nøglen til Norwegians fremtidige vækst.

I dag spænder Norwegians rutenet over 126 destinationer i 38 lande på alle. Det betyder, at det er slut med at opfatte Norwegian som et skandinavisk selskab, forklarer grundlægger og adm. direktør Bjørn Kjos.

”Vi opererer i et globalt marked, hvor man skal satse stort, hvis man vil tjene godt. Der er Norge og Skandinavien for lille. Man skal have adgang til det store opland i byer som London, Los Angeles, Tokyo og New York og de store passagerstrømme, der går mellem dem”, siger han i et interview med Berlingske.

”Vi har fordoblet antallet af afgange fra Gatwick til New York og Los Angeles. Vi har købt så mange Boeing 787 Dreamliners, vi kunne få lov til, men vi har ordrer på flere, som skal flyve til nye destinationer med base i Gatwick. Der er næsten uanede muligheder med de fly. Størrelsen gør, at vi kan fylde dem uden at være afhængige af transferpassagerer, og de kan flyve direkte fra Europa til eksempelvis det vestlige Kina. Det bliver en omvæltning på langdistanceruterne, som Ryanair og EasyJet har været for de korte ruter”.

I første omgang har Norwegian fokus på turistmål som Hawaii og Sydafrika, men på sigt er især de kinesiske og indiske storbyer interessante: ”Sidste år rejste 100 millioner kinesere ud og ind af landet. Hvor mange vil det ikke være om fem år? Det bliver den største revolution for turisme siden opfindelsen af kommerciel flyvning. Vi har fokus på Mumbai og Delhi, for alle indere har en fætter i Storbritannien”, slutter Bjørn Kjos.