- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norwegians Dreamliners bliver irske

Registreringen i Irland blev kendt da selskabet lagde billeder af flyet på sin Facebookside. Her kan man se registreringsbogstaverne EI-LNA.

Der er ikke meget ’Norge’ tilbage i lavprisselskabet Norwegians langruteprojekt, efter det er konstateret, at de nye langdistance-Dreamliners registreres i Irland for at kunne bemande dem med udenlandsk personale.

Registreringen i Irland blev kendt da selskabet lagde billeder af flyet på sin Facebookside. Her kan man se registreringsbogstaverne EI-LNA.

”Vi har ønsket at registrere flyene i Norge, men det ønskede den norske regering ikke”, siger kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian til norsk TV2.

Hun henviser blandt andet til, at Norwegian har sin crew-base i Bangkok for at kunne konkurrere fra Asien til Europa. Selskabet overvejer også at etablere en crew-base i USA.
”Vi har kun fået et fly indtil videre og har ikke taget stilling til, hvad vi skal gøre med de kommende. Men det er naturligt at forestille sig, at de også bliver registreret i Irland”, siger hun.

Ved at registrere flyene udenlands behøver Norwegian ikke følge de norske arbejdsmarkedslove.

Norwegian-chef Bjørn Kjos har tidligere sagt, at norske lønninger gør det håbløst at konkurrere mod asiatiske flyselskaber, samtidig med, at norske regler hindrer selskabet i at bruge asiatisk besætning på norskregistrerede fly.