- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norwegians nyeste B787 fortsat i hangar

FLYSELSKABER: I dag er det 10 dage siden, Norwegian tabte tålmodigheden med sin fabriksnye Boeing B787 og satte den i hangar, til de mange fejl er udbedret. Det er de fortsat ikke, oplyser selskabet – som ikke fyrede tillidsmand for kritiske udtalelser. Norwegian må ikke flyve over Rusland.

FLYSELSKABER: I dag er det 10 dage siden, Norwegian tabte tålmodigheden med sin fabriksnye Boeing B787 og satte den i hangar, til de mange fejl er udbedret. Det er de fortsat ikke, oplyser selskabet – som ikke fyrede tillidsmand for kritiske udtalelser. Norwegian må ikke flyve over Rusland.

Fejlene vil tage ”nogle dage” at udbedre, lød det fra Boeing, der sendte specialister til Stockholm, hvor den anden af Norwegians B787’ere fortsat står, mens Boeings eksperter endnu ikke har fundet fejlene.

”Flyet er stadig i hangar på Arlanda, vi håber det snart er klar – men indtil da holder vi tidstabellen ved fortsat at flyve med den indlejede Airbus A340 på de langruter, B787’eren skulle have fløjet,” sagde pressevagten hos Norwegian mandag eftermiddag til standby.dk

Norwegian har foreløbig modtaget to af sine otte bestilte Boeing 787 ”Dreamliners” – den tredje kommer næste måned, hvor selskabet også begynder at flyve langruter fra Københavns Lufthavn. I første omgang til Fort Lauderdale i Florida, fra foråret også til New York JFK og Los Angeles. I maj-juni i år begyndte Norwegian at flyve langruter fra Oslo og Stockholm til Bangkok og JFK.

Norwegian holdt forrige uge krisemøde med Boeing om de mange problemer med selskabets to første B787. Den senest leverede blev forrige lørdag taget ud af drift efter utallige tekniske problemer og daglange forsinkelser. Kun lidt over halvdelen af Norwegians B787-langruteafgange er afgået på tid, oplyste Norwegian forrige uge.

I stedet har Norwegian atter lejet Airbus A340 fra portugisiske HiFly – der flyver de ruter, den strandede B787 med den irske indregistrering EI-LNB, skulle have fløjet fra Stockholm.

Sidste måned sagde Roger Handeland, flytekniker i Norwegian og leder af NFO – Norsk Flytekniker Organisation, der organiserer ansatte fra alle flyselskaber i Norge, om Norwegians B787-problemer:

”Alle fly har indkøringsproblemer, men her har Norwegian taget en kalkuleret risiko.”

I går, mandag, var han indkaldt til samtale efter den norske arbejdsmiljølovs paragraf 15.1, som har titlen ”Drøftelse før beslutning om opsigelse.”

Roger Handeland bliver i Norwegian efter samtalen, skrev flere norske medier i går. Handeland understreger, at han udtalte sig som leder af NFO – ikke som ansat i Norwegian.

”Jeg står stort set ved det, jeg har sagt, bortset fra at ordene ”kalkuleret risiko” måske er faldet Norwegians ledelse tungt for brystet,” siger han efter mødet i går til Finansavisen.

Politikens tgt.dk citerede i går Norwegian for oplysning om, at Norwegian ikke har tilladelse til at flyve over Rusland på ruter fra Skandinavien til Bangkok – derfor må Norwegian flyve ca. 600 km ekstra for at komme til og fra Bangkok. Det koster ekstra brændstof.