- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Novo skifter erhvervsrejsebureau

REJSEBUREAUER: Efter 30 år hos CWT får Novo Nordisk, en af Danmarks største rejsekøbere, nyt globalt erhvervsrejsebureau, der i Danmark ikke er særlig kendt på området. Novo køber årligt rejseydelser for over to milliarder kr.

REJSEBUREAUER: Efter 30 år hos CWT får Novo Nordisk, en af Danmarks største rejsekøbere, nyt globalt erhvervsrejsebureau, der i Danmark ikke er særlig kendt på området. Novo køber årligt rejseydelser for over to milliarder kr.

Fra årsskiftet ekspederes Novo Nordisk af Travellink Erhvervsrejser, en del af Radius Travel, erfarer standby.dk – den endelige kontrakt er endnu ikke underskrevet.

Jens Liltorp, Travel Director i Novo Nordisk, siger til standby.dk: ”Vi er i en proces med at kigge på nyt erhvervsrejsebureau – herunder hvilke synergier, vi kan opnå. Derudover har jeg ingen kommentarer. Når vi er afklarede, vil vi gerne dele mere præcis information.”

Novo Nordisk køber på verdensplan flybilletter, udlejningsbiler, hotelovernatninger, MICE-aktiviteter osv. for skønsmæssigt to milliarder kr.

På Novo Nordisks danske hovedkvarter har virksomheden knap 20 ansatte i sin rejseafdeling. I Danmark er Novo en af de største indkøbere af rejseydelser, kun overgået af f.eks. den danske stat og A.P. Møller-Mærsk.

Til standby.dk siger adm. direktør for Carlson Wagonlit Travel i Danmark, Sophie Hulgard: ”CWT har været glade for at have Novo som stor kunde i omkring 30 år, hvor vi bl.a. står for Novos rejsestatistikker, rapportering, fulfilment og opfølgning.”

Sophie Hulgard, der i 2008 kom til CWT fra job som direktør for netop Travel Link i Danmark, siger, at tabet af Novo ikke vil koste arbejdspladser hos CWT i Danmark. Det skyldes tilgang af andre firmakunder den seneste tid.

CWT er Danmarks største erhvervsrejsebureau med en årlig omsætning på ca. 1,6 milliarder kr. – CWT har 160 ansatte i Danmark.

”CWT forstår Novo. Måske er det en gang imellem sundt at se, om græsset er grønnere på den anden side af åen. Vi har leveret, hvad Novo ønskede, og håber Novo får samme gode service hos Radius,” siger Sophie Hulgard.

Radius Travel er ifølge sin danske hjemmeside repræsenteret i over 80 lande verden over. Radius, der ikke i Danmark er kendt som et stort erhvervsrejsebureau, betegner sig som ”verdensomspændende Travel Management-virksomhed, der målretter sig multinationale selskaber gennem et globalt netværk af erhvervsrejsebureauer.”