- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Novo skifter igen erhvervsrejsebureau i Danmark

BUSINESS TRAVEL: Den danske medicinalgigant Novo Nordisk, en af de største købere af erhvervsrejser i Danmark, siger efter små tre år farvel til sit nuværende erhvervsrejsebureau for håndtering af koncernen i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

(Artiklen er blevet opdateret med information fra Novo Nordisk om, at kontrakten ikke kun gælder Danmark, men også Sverige, Norge og Finland)

Den danske afdeling af erhvervsrejsebureauet FCM Travel Solutions – det tidligere Travellink Corporate – siger sidst på året farvel til en af sine største kunder, Novo Nordisk, erfarer standby.dk

Fremover skal rejseindkøb fra Novo Nordisk i Danmark, Sverige, Norge og Finland klares af det svenske rejsebureau Big Travel. I de fire nordiske lande har koncernen over 25.000 ansatte.

På verdensplan ekspederes Novo Nordisks rejser af medlemmer af Radius Travel, et globalt netværk af uafhængige erhvervsrejsebureauer.  Dette er Big Travel medlem af.

Novo Nordisk kunne i går ikke oplyse standby.dk om størrelsen på dets årlige køb af flybilletter, hotelovernatninger, udlejningsbiler, MICE-aktiviteter og andre rejserelaterede ydelser i Danmark.

Det har flere gange tidligere været fremme, at Novo Nordisk på verdensplan årligt køber rejseydelser for ca. to milliarder kr. Ifølge Novo Nordisks hjemmeside beskæftiger koncernen ca. 41.400 medarbejdere i 77 lande.

Sammen med A.P. Møller-Mærsk og bl.a. Lego og Grundfos regnes Novo Nordisks rejsebudget som blandt de største i Danmark, oplyses det til standby.dk

Novo Nordisk skiftede ved starten af 2015 fra erhvervsrejsebureauet CWT til FCM Travel Solutions.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra FCM.