- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nu skal millionindsprøjtning til turismen udmøntes

Meningen er, at et tocifret millionbeløb fra regeringens turismereserve skal komme hele landet til gode. Arbejdet er så langt, at Dansk Kyst- og Naturturisme er på udkig efter konkrete projekter.

I september sidste år meldte minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) ud, at 43 millioner kroner af det samlede beløb på 200 millioner kroner, der er afsat til regeringens turismeindsats i de kommende år, var blevet øremærket.

Det tocifrede millionbeløb skal nemlig bruges til arbejdet med de såkaldte tværkommunale udviklingsplaner, der er tænkt som et værktøj til at styrke den strategiske udvikling af landets turismeområder både lokalt og nationalt.

Det er Dansk Kyst- og Naturturisme, der har fået til opgave at stå for udmøntningen af de 43 millioner kroner, og nu oplyses det, at man er nået dertil, hvor tiden er moden til at finde de konkrete projekter, der skal have del i midlerne.

Fordeles i hele landet
Dansk Kyst- og Naturturisme opfordrer derfor destinationsselskaber og kommuner til at gå i gang med at modne de projekter, der kan være med til at realisere de ambitioner, som er opridset i de forskellige tværkommunale udviklingsplaner.

Det kan eksempelvis være projekter, der fokuserer på at løfte kvaliteten i turistområder, at skabe levende byer, at styrke landets kultur og kulturarv, at etablere wayfinding og anden rekreativ infrastruktur eller at udløse potentialet i lystbådehavne og mindre havne, oplyser organisationen.

Midlerne fordeles således, at Vestkysten får 12 millioner kroner, Fyn og øerne seks millioner kroner og Sjælland og øerne seks millioner kroner. Der afsættes fem millioner kroner til Hovedstadsregionen, fire millioner kroner til Bornholm samt syv millioner kroner til Jyllands Østkyst.

I tillæg hertil skal tre millioner kroner benyttes til en tværgående indsats for revidering og udvikling af nye og eksisterende planer.

Kan blive en tændsats
Jens Hausted, der er administrerende direktør for Dansk Kyst- og Naturturisme, kalder investeringen for en gamechanger.

”Med dem kan vi prioritere initiativer, der samler kommuner og destinationsselskaber om fælles, ambitiøse projekter, der kan trække medfinansiering fra for eksempel fonde – og som derfor kan få en økonomisk størrelse, der virkelig kan rykke noget.”

”Det handler om at gå fra mindre dryp til blivende tryk, der kan mærkes hos gæsterne og i lokalsamfundene,” lyder det.

For nylig viste en analyse fra Dansk Industri et fald i investeringerne i turismeerhvervet, men håbet er, at de projekter, som gødes via den nye indsats, kan få flere andre interesserede til at skyde penge i turismen uden for de store byer.

”Når kommuner og destinationer har en klar strategi for udviklingen i deres område og samtidig går forrest og investerer i for eksempel rekreativ infrastruktur, så sender de et signal til private investorer om, at de mener det alvorligt.”

”De 43 millioner kroner til at realisere de tværkommunale udviklingsplaner kommer dermed til at være en vigtig drivkraft for flere private investeringer. Den offentlige investering er med andre ord den tændsats, der får det private marked til at reagere.”


Relaterede artikler:

43 millioner kroner skal styrke turismen landet over

Mange nye finanslovsmidler kan gå til Vestkysten

Glæder sig over turismemidler i finanslovsaftale