- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nu vil kineserne overnatte på Fyn

Mere end 700 overnattende gæster fra Kina er på vej til Fyn. Det vurderer Kinas største online rejsebureau C-trip, som har lanceret den første skandinaviske pakkerejse med to ud af ti overnatninger i Odense.

Mere end 700 overnattende gæster fra Kina er på vej til Fyn. Det vurderer Kinas største online rejsebureau C-trip, som har lanceret den første skandinaviske pakkerejse med to ud af ti overnatninger i Odense.

C-trip har en markedsandel på over 55% og er netop gået i luften med en kampagne, der skal lokke kinesiske turister til Fyn. Når kineserne klikker ind på det rejsesite får de bl.a. mulighed for at booke en tur med to overnatninger i H.C. Andersens hjemby.

At det er lykkedes er resultatet af et målrettet arbejde, Destination Fyn har gjort sammen med Visit Denmark. Og forventningerne er store: ”C-trip har 250 millioner faste brugere og stor erfaring, så deres estimat af, hvor mange kinesere pakkerejserne vil bringe til Fyn, er ikke grebet ud af det blå,” siger Xiaowei Liu Lolk, der er marketing manager i Destination Fyn med særligt ansvar for det kinesiske marked.

Sidste år nåede den kinesiske turismeomsætning op på 12,6 mio.kr., og det stod klart, at især Odense har et særdeles stort potentiale for endagsturister, som strømmede til den fynske hovedstad i helt andre mængder end tidligere.

Det er en væsentlig del af Kina Alliancens strategi at sikre den fortsatte udvikling inden for denne endagsturisme, men bestræbelserne på at få nogle af turisterne til at blive mere end en dag og opleve lidt mere af Fyn har hele tiden været et fokusområde hos Destination Fyn. Det er derfor særligt glædeligt, at C-trip har fået øjnene op for værdien af at lægge overnatninger i Odense.

”De overnattende turister bidrager naturligvis til en højere turismeomsætning og det vil bidrage positivt til de høje vækstrater, vi løbende arbejder for. Åbningen til C-trip er med til at styrke vores Kina-indsats som businesscase, og vi tror på, at der er et rigtig stort potentiale i 2016”, siger Thomas Kastrup, Chef for Destination Fyn.

De kinesere, som kommer til at bo i Odense som led i C-trips pakkerejser bliver indlogeret på Radisson Blu H.C. Andersen Hotel, men flere andre odenseanske hoteller og fynske attraktioner løftes i kinesernes bevidsthed i forbindelse med C-trips kampagne. De kinesere, der selv ønsker at planlægge deres rejse og blot benytter C-trips flytilbud, kan surfe rundt blandt mange tilbud fra Fyn, herunder overnatning i de kineservenlige værelser på First Hotel Grand og besøg på bl.a. Nyborg Slot og Broholm.