- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny bog: Turen Går Ad Helvede Til

Ny ”skæv” udgave af de kendte rejsebøger har beretninger fra danskere, hvis rejseplaner blev forpurret af sort uheld, sarte maver og katastrofale misforståelser.

Når vi rejser, søger vi det skønne og storslåede. Men det er de grufulde og groteske oplevelser, vi husker bedst, hedder det fra Politikens Forlag i præsentationen af den nye, anderledes Turen Går Til.

 

I Turen Går Ad Helvede Til kommer vi kloden rundt – til lands, til vands og i luften. Vi sidder bl.a. med på en tungtlastet motorcykel i gangtempo gennem England og Wales, ved siden af en død medpassager i Tyskland og lider søsygens kvaler på en synkefærdig katamaran i høj sø mellem Peru og Bolivia, skriver forlaget.

 

Bogens hovedforfattere er Martin Gylling og Jakob Vølver, den koster 200 kr. og udkommer 30. april.

 

Der er i alt ca. 100 versioner til salg af Turen går Til-bøgerne. Rejsebogsserien er Nordens største rejsebogs-serie og dækker over 200 rejsemål i hele verden. ”Turen går Til” har eksisteret i 53 år og sælges årligt i 320.000 eksemplarer i Danmark.

Skrevet af redaktionen