- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny chef for Borgerservice

TURISME: Efter fem år som chef for Borgerservice i Udenrigsministeriet har den nu en ny chef. Den forrige er fra september ny dansk ambassadør i Warszawa.

Ny chef for Borgerservice, René Dinesen, til venstre, og hans forgænger, Ole Egberg Mikkelsen.

TURISME: Efter fem år som chef for Borgerservice i Udenrigsministeriet har den nu en ny chef. Den forrige er fra september ny dansk ambassadør i Warszawa.

Den nye chef for Udenrigsministeriets Borgerservice er ambassadør René Dinesen, der stammer fra Svendborg. 47-årige René Dinesen er bl.a. tidligere ambassadør i Afghanistan og siden i Sydafrika, men har siden 2014 været udlånt som direktør for fonden Kann Foundation, der arbejder med miljøspørgsmål.

I sin tale i fredags for Ole Egberg Mikkelsen sagde Udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik, Martin Bille Hermann, noget af det samme, som Ole Mikkelsen tidligere i år sagde til Stand By:

”Når TV2 News holder med sendevogn foran Udenrigsministeriet er du (Ole Egberg Mikkelsen, red) altid klar. Du er tryghedsskabende og har som ambassadør været i verdens brændpunkter – herunder Udenrigsministeriets økonomiafdeling. Du har gjort det fantastisk. Med din indsats i Borgerservice tales der ikke mere om Udenrigsministeriet, men blot om Borgerservice,” sagde Martin Bille Hermann.

I sin tale ved receptionen i Udenrigsministeriet sagde Ole Egberg Mikkelsen, at da han kom til Borgerservice for fem år siden overtog han en meget ”veldreven forretning – uden behov for en turnaround.”

”Borgerservice var indtil 2004 med tsunamien i december en bekymring, nu er Borgerservice et aktiv for Udenrigsministeriet,” sagde Ole Egberg Mikkelsen.

I Borgerservice koordineres bl.a. krisehåndtering ved terrorangreb i udlandet – og laves rejsevejledninger. Udenrigsministeriets Center for Borgerservice & Kommunikation blev opgraderet efter tsunamien i 2004, bl.a. blev Det globale Vagtcenter og IOS, International Operativ Stab, etableret.

Afhængig af det skete, bemandes IOS under forsæde af Borgerservice med ekspertise fra f.eks. ministerier og styrelser, politiet, rejsebranchen, rejseforsikringsselskab, alarmcentraler, SAS osv.

Siden 2011 har ambassadør Ole Egberg Mikkelsen været chef for Borgerservice. Han står blandt meget andet for kommunikationen med medierne. Det sker ud fra devisen: ”Hvis du ikke kommunikerer, gør andre det. Og hvis man ikke ved det hele, så sig det man ved.”