- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny chef for Danmarks største rejsebureaukæde

Mogens Hagelskær er ny topchef for Danmarks største rejsebureaukæde, DSB Rejsebureau.

33-årige Mogens Hagelskær afløser 57-årige Søren E. Andersen, der i efteråret forlod jobbet som topchef for rejsebureaukæden og nu er chef for DSB Rejsebureau i Lyngby med seks ansatte. Søren Andersen blev midlertidigt afløst af Anne-Lise Bach Sørensen, underdirektør i DSB Salg, der siger:

"Jeg har samarbejdet med Mogens Hagelskær, kender hans kvalifikationer og er derfor meget glad for, at han har sagt ja til jobbet," siger Anne-Lise Bach Sørensen.

 
Mogens Hagelskær er uddannet indenfor IT branchen og er en stærk strateg. Han kommer fra konsulentstilling i DSB strategi og porteføljestyring.

 

DSB har 15 rejsebureauer. Udover disse har DSB Rejsebureau sin turoperatør, DSB Tours, et online-bureau samt sit krydstogtbureau i Roskilde.

 

DSB Rejsebureau har skønsmæssig omsætning på ca. 400 mio. kr. om året – cirka halvdelen er internationale togbilletter, resten er flyrejser.

 

Selve DSB Rejsebureau har ca. 100 ansatte – under chefstillingen for rejsebureaukæden hører også DSB’s syv store billetkontorer på landsplan.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten