Ifølge Destination Bornholm er det en skam, at en planlagt færgerute mellem Polen og ferieøen nu er lagt i mølposen. ”Vi går jo glip af potentielt flere gæster på Bornholm,” siger direktør.
Det blev taget godt imod, da rederiet Polferries for to år siden søsatte idéen om, at det ville etablere en ny færgerute til Bornholm. Nu er der dog opstået usikkerhed om, hvorvidt sejladserne til og fra øen overhovedet bliver til noget. Det skriver TV2 Bornholm.
I mange år sejlede katamaranfærgen Jantar mellem Nexø og byen Kołobrzeg i Polen, men det er dog efterhånden nogle år siden, at den sejlede for sidste gang. Det var i højsæsonen 2021, men først COVID-19-pandemien og sidenhen de højere oliepriser blev rutens endeligt.
Derfor var reaktionerne også positive, da Polferries løftede sløret for rederiets planer om at indsætte en færge med en kapacitet på 500 passagerer og 50 biler på en rute, hvor den ville sejle mellem netop Kołobrzeg og Bornholms største by Rønne.
Trykker på pauseknappen
I første omgang var det meningen, at færgesejladserne skulle være gået i gang sidste år, men da fristen nærmede sig, kunne færgerederiet oplyse, at det formentlig i stedet ville ske i løbet af 2026, da der var udfordringer med at finde en færge til ruten.
Det ser dog heller ikke ud til at blive noget lige med det første, da ruten nu er sat på pause. Det bekræfter Tomasz Piorski, der er agent for Polferries på Bornholm.
Årsagen er reorganisering, lyder det. De tre rederier Polferries, Unity Line og EuroAfrica er nemlig ved at etablere en fælles platform, hvorfra rederierne fremover vil markedsføre deres ruter og sælge billetter under et nyt fælles brand kaldet Polsca Baltic Ferries.
VisitDenmark holder øje med Polen
Hos Destination Bornholm ærgrer administrerende direktør Anders Wiberg sig over, at planerne om en ny færgerute til og fra Polen nu er på gyngende grund. Destinationsselskabet øjnede et potentiale i at tiltrække polske turister. Det fortæller han til TV2 Bornholm.
”Vi går jo glip af potentielt flere gæster på Bornholm. Vi kunne se den betydning, det havde, at Kołobrzeg-færgen ikke længere lagde til i Nexø. Det har en stor betydning for mange lokale virksomheder, at den type omsætning, de plejer at kunne få, ikke længere er til stede.”
Sammen med Schweiz, Spanien, Belgien, Østrig og Indien er Polen da også et af de såkaldte udviklingsmarkeder, som VisitDenmark mener, rummer et højt potentiale, men hvor Danmark for nuværende har en relativt lille del af turismen. Det arbejder man dog på at ændre.
Relaterede artikler:
EasyPark rykker ind i Polen og er nu i 20 lande