- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny landechef hos Danmarks største biludlejer

Europcar, største biludlejer på det danske marked, skifter landeledelse. Den hidtidige er blevet direktør for Europcar i Storbritannien. Afløseren i Danmark, Morten Weber, er hentet i egne rækker.

Europcar Mobility Group kommer med flere ledelsesmæssige ændringer, der skal styrke koncernens position i Norden samt i Storbritannien og Irland. Det skriver franske Europcar i en pressemeddelelse. Selve Europcar Mobility Group ejes af Green Mobility Holding, et konsortium med blandt andet Volkswagen Group i førersædet.

I pressemeddelelsen oplyses det blandt andet, at Europcar Danmark har fået ny landeledelse. Den hidtidige landechef, Christian Øien, er blevet administrerende direktør for Europcar i Storbritannien og Irland. I UK og Irland afløser Christian Øien den hidtidige, Gary Smith, der går på pension efter 14 år hos Europcar.

Klik for større format. Christian Øien kører fra Danmark. PR-foto: Europcar Mobility Group.

I den forbindelse overtager Morten Weber, der senest har været Head of Revenue & Marketing hos Europcar i Danmark, det daglige ledelsesansvar for den danske forretning med titlen Head of Country & Commercial Director.

I Europcar siden 2018
Christian Øien har været en del af Europcar siden 2018 og har senest haft ansvar for den nordiske forretning, herunder Danmark. Under hans ledelse har Europcar fastholdt og udbygget en stærk markedsposition, oplyses det.

I pressemeddelelsen siger Christian Øien: ”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for forretningen i UK & Irland. Det er et spændende og dynamisk marked med et betydeligt potentiale. Jeg ser frem til – sammen med det erfarne Senior Management Team – at videreudvikle vores position i en branche i hastig forandring.

Samtidig er det vemodigt at sige farvel til Europcar Danmark efter syv år, hvor vi har skabt en meget stærk forretning og siden 2019 vækstet med cirka 50 procent på både top- og bundlinje. Det er takket være et team af dygtige medarbejdere. En af dem er Morten, som, er jeg sikker på, vil fortsætte den gode udvikling,” siger Christian Øien.

Og den nye chef for Europcar i Danmark, Morten Weber, siger i pressemeddelelsen: ”Europcar står stærkt i Danmark – både operationelt og kommercielt. Mit fokus bliver at bygge videre på det stærke fundament med fortsat vækst, lønsomhed og langvarige partnerskaber.”

Ny nordisk chef
Som led i Christian Øiens udnævnelse til direktør for Storbritannien og Irland, er den nuværende finske landechef, Karri Andersson, udnævnt til Managing Director Nordics og overtager dermed det samlede ansvar for de nordiske markeder.

“Ledelsesændringerne gennemføres som struktureret proces, der sikrer stabilitet for organisationen, kunder og samarbejdspartnere og samtidig skaber et stærkt afsæt for den næste fase i Europcars udvikling i Danmark,” står der i pressemeddelelsen.

Størst i Danmark
Normalt oplyser biludlejningsbranchen i Danmark, at Europcar/Østergaard Biler har cirka en tredjedel af markedet, næste tredjedel deler Avis Budget, Enterprise, Hertz og Sixt, men den sidste del af kagen er hos lokale biludlejere i Danmark.

Europcar skriver i pressemeddelelsen, at man er Danmarks største biludlejningsvirksomhed inden for korttidsleje og leasing af personbiler, vare- og lastbiler samt busser op til ni personer. Europcar har cirka 8.000 biler fordelt på 28 afdelinger i Danmark.

På verdensplan er Europcar Mobility Group i mere end 130 lande.

 

Relaterede artikler:

Stort biludlejningsselskab skifter direktør i Danmark

Ny tendens: Har elbil, men lejer benzinbil til ferien

Europcar lukker i Norge