- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny lov om flydrift på vej i USA

Kongressen i USA forbereder en lov om bedre plads på flyene og bedre forbrugerbeskyttelse. Der er også krav om en kulegravning af de mange forsinkelser i amerikansk flytrafik.

Det dalrer af sted efter forgodtbefindende. Sådan kunne man tolke udtalelser i amerikansk presse, når Federal Aviation Administration tager fat på at ændre og finpudse en ny lov om flydrift fra oktober. Den nuværende aftale mellem FAA og flyselskaberne udløber med udgangen af næste måned.

Flere medier har forsøgt at teste stemningen fra Kongressen over flyselskaberne til forbrugerne. Der kan blive tale om en lov som kræver mere plads på flyene med nye sæder og større sædeafstand, pitch, som skal være gennemført om et år. Pitchen er over de seneste mange år røget fra mindst 35 tommer til 30 tommer (76,2 centimeter).

Annoncerede priser skal i fremtiden være totalpriser, noget som i lang tid har været EU krav i Europa. Det gælder alle ekstra udgifter så som inchecket bagage i såvel kabine som lastrum. Ikke noget med en stribe tillæg skrevet med småt på print eller nettet. Nogle ”urimelige” ekstra takster bliver forbudt.

Måske forbud mod overbooking
Fra Senatet har et mindretal haft kommentarer: ”Det her er som i monopoltiden før 1978.” Et af forslagene er også, at det skal være forbudt at overbooke, også selv om der gives kompensation.

Det må betyde, at kapløbet for at komme først, når der før flyafgang i gaten annonceres et beløb for at melde sig frivilligt til en senere forbindelse, er historie.

Der bliver decideret forbud mod at sende passagerer ud af flyet igen, når de første er kommet om bord.

Der iværksættes en større undersøgelse af, hvorfor der er så mange forsinkelser, og hvordan man sikrer passagererne færre gener. Der er i de senere år sket en kraftig stigning i forsinkelser i USA, helt som tilfældet er i EU.

Flyselskaberne er kommet med en række høringssvar, men der er næppe tvivl om, at der vil blive strammet gevaldigt op.

Relaterede artikler:

Domstol ser på mindre plads i fly

Stadig færre passagerer droppes fra fly

Trafikstyrelsen fastholder politianmeldelser af flyselskaber