- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny statistik: Boom hos europæiske hoteller

Det er en god sommer for Europas hoteller, viser ny analyse. Den gennemsnitlige værelsespris er højere end i 2019. ”Sommeren er gået fantastisk,” siger direktør for Danmarks største hotelkæde.

Coronakrisen gav også europæiske hoteller en alvorlig rutsjetur, men generelt er de nu tilbage til niveauet før krisen.

Det skriver i hvert fald hoteldatabasen HotStats i en ny analyse.

Ifølge analysen var den gennemsnitlige daglige værelsespris, ADR, i juni 270 kroner højere end i 2019, mens den såkaldte GOPPAR (gross operating profit per available room) var lige under 100 euro, 750 kroner, i juni, hvilket var lidt højere end samme måned i 2019, året før coronakrisen.

HotStats forklarer blandt andet fremgangen med fraværet af rejserestriktioner, genåbne grænser og stor rejselyst efter to års ”indespærring” under coronakrisen.

Hurra fra Hilton og Marriott
Travelweekly
skriver, at to af verdens største hotelkæder, Marriott International og Hilton, igen også jubler over fremgang på det europæiske hotelmarked i årets andet kvartal.

”Europa har den hurtigste genopretning af RevPAR (gennemsnitlige indtægt per hotelværelse til salg) i samtlige regioner verden over,” sagde Marriotts økonomidirektør, Leeny Oberg, i en gennemgang af koncernens regnskab for årets andet kvartal. Hun tilføjede, at Marriott’s europæiske RevPAR i juni faktisk var højere end i juni 2019 – og at den er steget 57 procentpoint siden januar i år.

Og koncernchefen for Hilton, Chris Nassetta, sagde forleden om årets andet kvartal, at størrelsen af det europæiske comeback var en ”stor overraskelse.”

Europa klarer sig bedre end i 2019, sagde han.

De to hotelgiganter siger begge, at væksten både kommer fra europæere på ferierejser ligesom forretningsrejsemarkedet, også for møder og konferencer, igen vokser, dog mest i Nordamerika.

Small Danish Hotels: ”Kraftig opblomstring”
Med foreløbig 65 medlemmer i form af kroer, slotte, badehoteller, herregårde og hoteller i hele Danmark, er samarbejdsorganisationen Small Danish Hotels den største hotelkæde i Danmark.

Herfra siger administrerende direktør Finn Kræfting til STANDBY.DK: ”Trods personalemangel er sommeren gået fantastisk godt, der har været travlhed hos alle vores medlemmer, viser tallene. Vi har set en kraftig opblomstring efter coronakrisen.”

Small Danish Hotels 65 medlemmer har samlet knap 4.000 hotelværelser. Cirka 80 procent af gæsterne er danskere, ”de udenlandske gæster er begyndt at vende tilbage, men ikke på niveau med 2019,” siger Finn Kræfting.

Relaterede artikler:

Fortsat turbo på verdens største hotelkoncern

Tysk hotelkæde kigger på hoteller i Danmark

”Coronakrisen er kun et lille dyk – på den lange bane”