- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny stigning i krak hos hoteller og restauranter

Sammenlignet med sidste år er 11 procent flere danske restauranter og hoteller gået konkurs, men der er mistet mange flere jobs. HORESTA frygter, at tallet vil stige markant.

HORESTA har fået foretaget en såkaldt særkørsel af tal fra Danmarks Statistik. De tal viser blandt andet, at antallet af aktive konkurser er steget med 11 procent i år sammenlignet med sidste år – og trods for de mange hjælpepakker til erhvervet under coronakrisen.

Denne uge bød på nye restriktioner for det pressede hotel- og restauranterhverv. HORESTA arbejder hårdt for at trykke på for flere kompensationspakker, så tabet af arbejdspladser og konkurser på hoteller og restauranter kan holdes nede, skriver brancheforeningen i sit nyhedsbrev.

Nye tal fra Danmarks Statistik, som HORESTA har behandlet, viser, at der allerede er en vækst i konkurser i erhvervet i år på 11 procent blandt de såkaldte ”aktive” virksomheder.

HORESTAs cheføkonom, Jonas Kjær, siger, at der fra marts til oktober i år har været 191 konkurser blandt aktive danske hoteller og restauranter. I samme periode af 2019 var antallet 172, en stigning på 11 procent.

Flest restauranter krakker
”Det er hovedstaden, der er hårdest ramt, da virksomhederne her typisk har haft den højeste andel af udenlandske gæster. Og dem har der ikke været mange af i år. Det mærker blandt andet hotellerne, der har den største procentuelle konkursvækst,” siger Jonas Kjær. Ser man på antallet af konkurser, er der dog flest hos restauranterne.

Konkurserne i årets ti første måneder i Danmark blandt restauranter og hoteller har ramt 1.137 fuldtidsstillinger i brancherne, hvilket er en stigning på 47 procent i forhold til samme periode sidste år. Klart flest blev ramt i april, lyder det i HORESTA’s nye analyse.

HORESTAs cheføkonom, Jonas Kjær, frygter, at Danmark kun har set toppen af isbjerget med konkurser og lukninger.

”I november svarede flere end hver femte HORESTA-medlem, at der var stor eller meget stor risiko for, at de måtte lukke. På trods af forbedrede kompensationsmuligheder via aftalerne i denne uge, så skal virksomhederne stadig have penge op ad lommen, og for mange forretninger er bankbogen tom,” lyder det fra Jonas Kjær.

Relaterede artikler:

Masseaflysninger af hotelværelser efter restaurantlukninger

Kun ét ud af seks hotelværelser solgt i København