Som led i Den Gamle Bys 100 års jubilæum har Dronning Margrethe åbnet Møntmestergården.
Møntmestergården anses som Danmarks fornemste borgerhus fra enevældens tid og stod i sin tid i Borgergade 25 i København, hvor det inden nedtagningen var reduceret til en ussel, faldefærdig lejekaserne.
Ved åbningen af den flotte gennemrestaurerede ejendom, som den så ud i tiden under Frederik V, sagde tyske dr. Jan Carstens, næstformand i foreningen af frilandsmuseer i Europa, at Den Gamle By er blandt verdens bedste museer for bygningskultur i byerne, skriver jp.dk.
Dronningen har fulgt genopførelsen siden hun lagde grundstenen i 1999 og fortalte, at hun erindrede Adelgade-Borgergade kvarteret fra sin barndom som et stærkt farverigt kvarter indtil det blev byfornyet.