Fra sommeren 2028 vil et 17 vogne langt tog med spisevogn to gange dagligt i hver retning køre fra Oslo via København til Berlin. Det sker i samarbejde mellem norske Vy, DSB og Deutsche Bahn.
Hele den direkte togrejse uden togskift fra Oslo via København til Berlin vil tage 15 timer, skriver DSB i en pressemeddelelse. Strækningen bliver et partnerskab mellem de statslige jernbaneselskaber i Norge, Danmark og Tyskland: Vy, DSB og Deutsche Bahn.
Der er ikke sat dato på den første afgang. I pressemeddelelsen står der, at ruten åbner i sommeren 2028, og at det bliver ”første gang i mere end 20 år, at der igen er direkte togforbindelse mellem Danmark og Norge.”
Flemming Jensen, administrerende direktør for DSB, siger i pressemeddelelsen: ”Vi er stolte af, at vi sammen med Vy og DB snart kan tilbyde en af de længste togstrækninger i Europa. DSB kan ikke løfte opgaven alene. Vejen frem mod gode forbindelser på tværs af Europa går gennem styrkede samarbejder med andre togoperatører.”
Gro Bakstad, administrerende direktør for Vy, supplerer: ”Vores samarbejde med DSB og DB betyder, at vi kan knytte Norge tættere til Europa, og på sigt kan dette åbne for direkte tog til flere større europæiske byer.”
Køres med tysk materiel
DSB har styrket sine samarbejder med andre europæiske togoperatører for at forbedre forbindelserne på tværs af landegrænser. Et eksempel er den netop indviede strækning mellem København, Berlin og Prag.
Den kommende nye strækning fra Oslo via København til Berlin vil blive betjent af Deutsche Bahns nye ICE L-vogne, som er de samme som DSB’s EuroCity-vogne, oplyses det. Planen er to daglige afgange året rundt. Toget vil også tilbyde restaurantvogn, familievogn og første klasse.
Ruten Oslo–Berlin bliver en af Europas længste togruter med en rejsetid på cirka 14–15 timer. Rejsetiden fra København til Oslo vil være omkring syv timer.
Toget er indtil videre planlagt til at standse ved følgende stationer: I Norge: Oslo, Moss, Fredrikstad, Sarpsborg og Halden. I Sverige: Trollhättan, Göteborg, Halmstad, Helsingborg, Lund og Malmø.
I Danmark: Københavns Lufthavn, København Hovedbanegård, Odense, Kolding og Padborg samt i Tyskland: Hamborg og Berlin.
Relaterede artikler:
Premiere for direkte togrute fra København til Prag