- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny undersøgelse: Flest danskere på ferie hjemme

59 procent af danskerne forventer i øjeblikket at holde sommerferie i Danmark; 22 procent håber på udlandet, mens 19 procent ikke har bestemt sig. Det viser ny undersøgelse for Danske Bank.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Danske Bank mellem 11. og 13. januar, altså efter de nuværende stramninger af rejsevejledningerne var kendt. 1.000 repræsentativt udvalgte danskere er blevet spurgt til deres planer for den kommende sommerferie.

Selv om de danske myndigheder satser på at have befolkningen færdigvaccineret ved udgangen af juni, så forventer mange at droppe de normale planer om udlandsferie, skriver DR.dk

En stor del af de medvirkende i undersøgelsen svarer, at de normalt bruger den primære del af deres sommerferie i udlandet, men har valgt at blive hjemme i år. Omvendt regner kun lidt over en femtedel i år med at bruge størstedelen af deres sommerferie i udlandet.

Tør ikke satse på, at verden er åben
”Langt flere vælger at holde sommerferie herhjemme også i 2021, end der ellers ville være. Folk tør simpelthen ikke satse på, at verden er åben, så derfor er de allerede i gang med at planlægge at blive herhjemme,” siger Louise Aggerstrøm, privatøkonom i Danske Bank, og tilføjer, at det normalt er her i januar og februar, at rigtig mange køber deres sommerferie.

Ifølge Danske Banks ‘spending monitor’ – en analyse af, hvad danskerne bruger penge på – spenderede danskerne i første uge af i år mindre end 10 procent af, hvad de normalt bruger på rejser.

Omvendt siger adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen til DR.dk, at det er alt for tidligt at sige, om de danske feriebyer bliver oversvømmet af indenlandsk turisme.

”Vi ved ikke hvornår, vi er færdigvaccineret, vi kender ikke flypriserne, og der er ikke noget stormløb på billetterne. Derfor er det lette valg at sige, at vi bliver nok hjemme. Når grænserne så åbner op, så sker der nok noget andet, siger forskeren og tilføjer, at det ikke giver mening at tage udgangspunkt i, at danskerne normalt køber rejser i januar og februar.

”Vi kommer sandsynligvis til at se, at rigtig mange vælger at tage af sted det øjeblik, de ser, at der er lys for enden af tunnelen,” siger Pelle Guldborg Hansen.

Mange danskere i sommerhus, men måske få udlændinge
Ifølge Sol & Strand, en af Danmarks største sommerhusudlejere, er antallet af danske bookinger for uge 27-33 langt over fordoblet i forhold til samme tidspunkt sidste år.

”Normalt er 75 procent af vores gæster udlændinge, og lige nu har vi stort set ikke nogle bookinger fra udlandet, fordi grænserne er lukkede,” siger administrerende direktør Per Dam fra Sol & Strand.

Og netop det faktum, at udenlandske turister til sommer kan ende med at blive en mangelvare betyder, at de dele af Danmark, der lever af turister, ikke nødvendigvis bør hæve armene i jubel, vurderer Louise Aggerstrøm fra Danske Bank.

Relaterede artikler:

Støtte til forlængelse af corona-restriktioner

Nyt år med øget fokus på dansk indlandsturisme

Forbruger taber klage om coronaaflyst ferieboligleje

VisitDenmark fastholder Danmarkssatsning i 2021