Vigsø Feriecenter og Ho Ferie- og aktivitetscenter indgår nu som en del af Danland.
Med de to nye centre råder Danland over 28 centre og cementerer sin position som den største udlejer af feriecentre i Danmark.
Vigsø Feriecenter ligger nordøst for Hanstholm og tæt på Danmarks første nationalpark i Thy. Centeret råder over 174 enkeltstående feriehuse med tilhørende badeland, restaurant og kursusfaciliteter. Det hele er placeret i et smukt landskab.
Ho Ferie- og aktivitetscenter ligger ved Blåvand, som er en af de helt store jyske feriemagneter. Dette center indeholder 90 ferieboliger med tilhørende badeland, restaurant, café og bowlingcenter.
Udlejningsaftalen er indgået med Bach-gruppen i Viborg, som hidtil selv har stået for udlejningen.
”Vi har valgt at koncentrere os om vore kerneydelser og overlade udlejningsdelen til Danland. At de fleste danskere og nordtyskere kender Danland, ser vi selvfølgelig som en stor fordel”, fortæller Kirsten Nørgaard, direktør for de respektive feriecentre i Bach-Gruppen A/S.