15 nye turistførere fra Roskilde Universitet indtænker danske film i kulturformidling.
Turistførere skal kunne mere end at guide de klassiske turprodukter i København. Det er det nye hold turistførere, som netop har afsluttet den 1-årige diplomuddannelse på Roskilde Universitet, et bevis på.
I deres ture inddrager de referencer til film som ”En kongelig affære” og ”The Killing” med Sarah Lund.
Turistførerne bliver uddannet til at designe og formidle oplevelser i Danmark. De 15 nye turistførere på årgang 2012 repræsenterer syv arbejdssprog: engelsk, fransk, spansk, portugisisk, italiensk, svensk og russisk.
Turistføreruddannelsen er en 1-årig diplomuddannelse, tilknyttet Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring (ENSPAC) på Roskilde Universitet. Den udbydes både på fuldtid og på deltid over 2 år.