- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nye rejsebranchelove giver store forandringer

TURISME: Kommende ændringer af lovene om pakkerejser og Rejsegarantifonden skal bl.a. gøre det nemmere for rejsebureauer – uden at forbrugerbeskyttelsen nedsættes.

TURISME: Kommende ændringer af lovene om pakkerejser og Rejsegarantifonden skal bl.a. gøre det nemmere for rejsebureauer – uden at forbrugerbeskyttelsen nedsættes.

Rejsebranchens vigtigste lovgivning bliver endelig revideret, noterer Danmarks Rejsebureau Forening.

Rejsebranchen har længe efterspurgt revision af reglerne på pakkerejseområdet – og nu er lovforslag til ændring af rejsegarantifondsloven og pakkerejseloven sendt i høring.

I alt over 350 siders lovstof udelukkende om den danske rejsebranche. Lovarbejdet er sket i Justitsministeriet, der er overordnet ansvarlig og står for pakkerejseloven, samt Erhvervsministeriet, der står for rejsegarantifondsloven. Næste artikel her på standby.dk drejer sig om ændring af loven om Rejsegarantifonden.

I processen, der begyndte sidste år, har bl.a. Dansk Erhverv, Dansk Industri, DRF og Forbrugerrådet deltaget i en følgegruppe under Justitsministeriet.

Afdelingschef og advokat i DRF, Jakob Hahn, siger til standby.dk: ”De nye regler skaber en bedre og bredere forbrugerbeskyttelse – og den danske rejsebranche sikres samtidig mere lige konkurrencevilkår i forhold til udenlandske konkurrenter.”

De nye regler om bl.a. forbrugerbeskyttelse, der følger af pakkerejsedirektivet bliver til en såkaldt totalharmonisering, altså at reglerne er ens i EU-landene. I dag er der et minimumsdirektiv, hvor de enkelte lande kan bestemme hvor høj – eller lav – forbrugerbeskyttelsen skal være på området. F.eks. har DRF ofte sagt, at de danske krav er meget skrappere end i andre EU-lande.

”Lovudkastet gør delvist op med nogle af de eksisterende regler, der har skabt ulige konkurrencevilkår for danske rejseudbydere i forhold til deres europæiske og internationale konkurrenter. Samtidig vil de foreslåede ændringer ikke gøre forbrugerbeskyttelsen ringere,” siger Jakob Hahn og tilføjer: ”DRF er blandt andet glade for, at det med den nye lov fremover bliver muligt for erhvervsdrivende at aftale, at et køb af en rejse ikke er omfattet af lovens regler.”

Erhvervsrejsende har oftest via deres firma rigtig gode rejseforsikringer eller kreditkortaftaler, der dækker dem og har derfor ikke brug for den lovpligtige forbrugerbeskyttelse, den nuværende pakkerejselov foreskriver.

Ved at undtage erhvervsrejser, bliver bookingprocessen mere effektiv, mindre tidskrævende og knap så formalistisk, som loven kræver det i dag.