Kort tid efter lanceringen af Jutland Collective er Experience Fredericia blevet partner med Destination Trekantområdet, hvilket åbner nye muligheder for erhvervsturismen i området.
I skrivende stund er det kun lidt mere end en uge siden, at Destination Trekantområdet og VisitHerning præsenterede brandet Jutland Collective.Det er videreførelsen af den fælles indsats for at tiltrække møder- og konferencer til området, som hidtil har heddet The Habitat.
I regi af Jutland Collective vil aktørerne fremover forsøge at få erhvervsturister og arrangører til at få øje på Jylland og de muligheder, som fastlandet rummer. Det er meningen, at de enkelte aktører skal samarbejde om at skabe det bedst mulige samlede produkt.
Den indsats ser nu ud til at få et ekstra rygstød, da foreningen Experience Fredericia og dennes 24 medlemsaktører netop har sluttet sig til Destination Trekantområdet, hvor de nytilkomne fremover vil være partnere.
Skal fungere som én destination
Experience Fredericia er en selvstændig forening, der er tilknyttet Business Fredericia. Den er sat i verden for at gøre det nemt at planlægge og afvikle møder, konferencer, messer og events i den sydjyske by og er tænkt som et samlingspunkt for Fredericias aktører på området.
Med partnerskabet i Destination Trekantområdet håber man på at kunne få historien om Fredericia og de muligheder, som er her, ud til et større og gerne internationalt publikum, da det vil bane vejen for, at byen i højere grad end tidligere kan blive en del af den samlede destination.
”Experience Fredericia er skabt for at samle byens muligheder og gøre det enkelt for arrangører at vælge Fredericia,” forklarer Chris Hermansen, der er salgs- og tiltrækningschef hos foreningen.
”Derfor giver det rigtig god mening for os at blive partner i Destination Trekantområdet, for at få en stærkere fælles fortælling, større rækkevidde og bedre muligheder for at bringe Fredericias aktører i spil internationalt.”
Flere produkter på hylderne
Partnerskabet handler ligeledes om at knytte bånd på tværs af kommunegrænser og udvikle stærkere fælles produkter for hele destinationen.
Lotte Michaelis-Kjær, der er business & partnership manager hos Destination Trekantområdet, hæfter sig ved at timingen af partnerskabet er særligt velvalgt, fordi man netop har lanceret Jutland Collective, og set i det lys er et større udbud en fordel.
“Det helt geniale ved, at Experience Fredericia og deres 24 aktører går med, er, at vi får endnu flere stærke muligheder at bringe i spil internationalt. Her handler det nemlig aldrig om at sælge én løsning – men om at kunne sammensætte noget, der passer præcist til den enkelte mødebooker.”
”Med de mange nye partnere i Experience Fredericia får vi simpelthen flere ting på hylderne og endnu bedre muligheder for at skræddersy oplevelser på tværs af destinationen.”
Giver god mening
En af de aktører, som nu er en del af Destination Trekantområdet, er det store konferencecenter Messe C, der tidligere var kendt som Fredericia Messecenter. Her ser direktør Grete Højgaard spændende perspektiver i samarbejdet på tværs af destinationen.
“Som Danmarks tredjestørste messe- og konferencecenter med plads til over 17.000 gæster kan vi allerede løfte store events i Fredericia.”
”Derfor giver det rigtig god mening for os at blive koblet på Destination Trekantområdet som partner. Det giver os mulighed for at bringe oplevelsen af Fredericia og vores unikke styrker i spil internationalt – i samspil med andre aktører og byer.”
Relaterede artikler:
Nyt fælles afsæt skal få flere møder til Jylland