- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt Disney-krydstogtskib får stor suite i skorstenen

Næste sommer er Disney Cruise Line klar med sit nyeste og femte skib, Disney Wish, med plads til 2.500 gæster. Blandt mange tiltag bliver nyskabelse i branchen, en suite i to etager i skorstenen.

The Wish Tower Suite i skorsten på Disney Wish bliver på cirka 200 kvadratmeter og suiten er ifølge rederiet med den unikke placering den første af sin art.

“Ligesom vores forlystelsesparker alle har en majestætisk og ikonisk attraktion, vil dette også være tilfældet for Disney Wish, i dette tilfælde The Wish Tower Suite,” lyder det fra Disney Cruise Line.

Klik for større format. Et kig ind i gemakkerne i den 200 kvadratmeter store Wish Tower Suite. Illustration: Disney Cruise Line.

Selve skibet Disney Wish bliver det femte hos Disney Cruise Line, skibet er i en ny såkaldt Triton-klasse, der tager 2.500 passagerer fordelt i op til 1.254 kahytter og suiter. 90 procent af disse har havudsigt. 900 af kahytterne og suiterne bygges så der kan være døre imellem dem for større grupper af rejsende, for eksempel udvidede børnefamilier.

The Wish Tower Suiten er i to etager og indeholder blandt andet to store soveværelser, et børneværelse, et mindre bibliotek der kan omdannes til soveværelse samt fire badeværelser. Hertil kommer et større spiseområde, et køkkenområde, egen elevator til suiten, der også har butlerservice.

Hvad prisen er for herlighederne, oplyser pressemeddelelsen ikke noget om.

Skal sejle i Caribien
Disney Wish får hjemhavn i Port Canaveral i Florida og forventes at sejle sin jomfrutur i starten af juni næste år. Herefter følger krydstogter med tre og fire overnatninger til Bahamas og Disney’s egen krydstogtø, Castaway Cay,

Skibet vil blandt andet have flere svømmebassiner, vandrutsjebaner, beregnet for små, mindre og større børn, en kun for voksne Star Wars-bar, mens skibets centrum i de fælles opholdsområder er bygget som en del af et Disney-slot.

I spiseområdet kommer der også A Culinary Cabaret med flere spisemuligheder for familier, også afhængigt af børnenes alder. Et af disse har nordisk inspireret mad, Arendelle. Men der vil naturligvis også være mere á la carte-inspirerede restauranter.

Og til at slutte dagen er der mulighed for live-underholdning i The Walt Disney Theatre, et showpalads med Broadway-underholdning skabt til Disney Cruise Line. Eller der er store biografer med masser af Disney-film.

Disney Cruise Line har lige nu 15. juli som dato for sin genstart med skibet Disney Magic med staycation-krydstogter rundt om Storbritannien og med Liverpool som hjemmehavn. Disney har indtil videre aflyst alle krydstogter til og fra havne i USA frem til lige nu den 30. juni.

Relaterede artikler:

New York får snart sit eget Legoland

Tvivler på krydstogtskibe i danske havne i år

Erfaren turismeprofil i spidsen for krydstogtnetværk