- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Nyt GDS-gebyr fra Lufthansa

LUFTFART: Endnu før utilfredsheden over British Airways og Iberias varslede GDS-gebyrer har lagt sig, lancerer Lufthansa et nyt.

Lufthansa tog allerede det første skridt i september 2015, da selskabet lancerede et gebyr på 120 kr. (€16) for at booke flybilletten gennem GDS’erne. Det skabte stor opmærksomhed og utilfredshed, men Lufthansa har holdt fast, og nu bliver endnu et gebyr føjet til, hvis der bookes via en GDS.

Denne gang handler det om et bagagegebyr. I forvejen har economy light hos Lufthansa, Austrian og Swiss ikke inkluderet bagage. Det koster på nuværende tidspunkt 15 euro på både indenrigs- og udenrigsruter, når bookingen foretages online,.

Fra 13. juni stiger prisen på udenrigs flyvninger til 25 euro, såfremt bookingen foretages via Lufthansas egen hjemmeside. Hvis det sker gennem en GDS, koster det 30 euro.

Lufthansa udtaler, at det er ”endnu et skridt på vej hen imod en mere personlig og differentieret distribution for flyselskabet”.