- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt hotel får stjernekok med ombord

Nu er Brian Mark Hansens fremtid på plads. Den forhenværende køkkenchef på Søllerød Kro tiltræder i en tilsvarende stilling på det nye nordsjællandske luksushotel CORI Hornbæk Hotel.

Det vakte opsigt, da stjernekokken og tidligere Bocuse d’Or-vinder Brian Mark Hansen sidste år meldte ud, at han ville stoppe som køkkenchef på Michelin-restauranten Søllerød Kro ved årsskiftet.

Brian Mark Hansen har været ved kroen ad to omgange. Først fra 2007 til 2011 og efter et par år som køkkenchef på Christiansholm Slot vendte han tilbage til Søllerød Kro, hvor han har været ansat lige siden. Derudover har han også tidligere været i køkkenet på Ruths Hotel og Kong Hans Kælder.

Nu er det blevet offentliggjort, hvad fremtiden byder på for Brian Mark Hansen. Han er netop blevet præsenteret som ny køkkenchef på CORI Hornbæk Hotel, der efter planen vil slå dørene op i løbet af sommeren i år.

Finder inspiration i havet
Det er den ejendom, der tidligere har huset Hornbæk Hospital, som skal danne ramme om CORI Hornbæk Hotel. Det bliver et luksushotel med et 82 værelser og suiter, spa, restaurant, bar samt seks selskabslokaler.

Det oplyses, at Brian Mark Hansen i sin nye rolle får til opgave at designe og holde et vågent øje med alle de kulinariske tilbud, som hotellet vil tilbyde. Det drejer sig både hovedrestauranten CORI Table, banketter, roomservice, udbuddet i baren og catering til arrangementer og fester.

Som køkkenchef på det nordsjællandske hotel har Brian Mark Hansen en ambition om skabe nogle menuer, hvor det moderne nordiske kystkøkken møder inspiration fra Middelhavet. Han vil blandt andet benytte grillen da den både giver gode smagsoplevelser og indbyder til fællesskab omkring ilden, lyder det.

”Havet vil være en tæt samarbejdspartner i vores menuer. Som nabo, leverandør og inspirationskilde vil det ikke kun forsyne vores køkken med fisk og skaldyr, men også med en tankegang sæsonbestemt, respektfuld og dybt forbundet med stedet,” tilføjer Brian Mark Hansen.

Får vigtig rolle
CORI Hornbæk Hotels hoteldirektør Luis Valdivia-Skov mener, at muligheden for at smage Brian Mark Hansens mad kan blive et trækplaster, som vil skabe interesse i både ind- og udland.

“Brian vil spille en central rolle i at forme de oplevelser, der vil tiltrække både lokale og internationale gæster til dette perfekte feriested ved havet. Jeg ser frem til at begynde vores samarbejde og se den fortsatte styrkelse af teamet samt udviklingen af menuerne i alle vores restauranter.”


Relaterede artikler:

Flere brikker falder på plads hos nyt luksushotel

Afslører navn på nyt hotel i tidligere hospital

Luksushotel i Hornbæk: ‘Ikke et nyt d’Angleterre’