Lokalplanen for udvidelsen af Palads-bygningen med 6.000 ekstra kvadratmeter og hotel er blevet vedtaget i et udvalg i Københavns Kommune. Nu mangler kun Borgerrepræsentationen.
Siden Nordisk Films planer om at ombygge og udvide den kendte Palads-bygning i hjertet af København kom frem, har de delt vandene, da ikke alle var tilhængere af dem. Nu er de dog kommet et afgørende skridt tættere på virkeligheden. Det skriver DR.
Nordisk Film ejer bygningen, der blandt andet huser en stor biograf, restauranter og natklubber. Selskabet har dog i stigende grad oplevet, at kunderne har fravalgt biografen til fordel for andre biografer, og det har ført til et ønske om at få ændret i bygningen.
Derfor har virksomheden udarbejdet et nyt forslag, der er blevet justeret på efter at være behandlet politisk. Borgerrepræsentationen ønskede også, at bygningens indvirkning på grundvandet skulle undersøges samt at der skulle udarbejdes et CO2-regnskab.
Biograf, restaurant og hotel
Det nye forslag omfatter fire biografsale i kælderen og fire over jorden. De vil blive etableret i den bevaringsværdige del af bygningen, mens der vil blive bygget fem etager oven på denne således, at den når en højde på omkring 34 meter og udvides med omkring 6.000 kvadratmeter.
I stueetagen skal der også opføres en ny restaurant, og mens det tidligere var tanken, at der skulle laves kontorlejemål på de øverste etager af Palads, har Nordisk Film sidenhen besluttet sig for, at selskabet i stedet vil lade dem huse et hotel med fem etager.
Det har ført til stor debat, og da den seneste lokalplan blev sendt i høring, medførte det 3.128 høringssvar. Københavns Kommune oplyser, at der i omkring 2.500 af høringssvarene udtrykkes ønske om at bevare den eksisterende bygning.
Det er særligt det nuværende udtryk med Poul Gernes’ farverige udsmykning, som mange gerne vil bevare. Godt 500 høringssvar fremhæver biografanvendelsen som særlig vigtig, mens knap 200 svar kredser om udvidelsens udtryk og arkitektur.
To partier stemte imod
Mandag var den lokalplan, der skal bane vejen for udvidelsen og moderniseringen af Palads, på dagsordenen, da Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg mødtes. Afstemningen endte med at den blev stemt igennem.
Syv ud af de 11 medlemmer i udvalget nikkede til lokalplanen, mens Enhedslisten og Alternativet var de eneste partier, der stemte imod. Sagen mangler fortsat at blive behandlet i Borgerrepræsentationen, men det vurderes ifølge DR til at være en ren formalitet.
”Det er et rigtig godt projekt, som kommer til at betyde meget for udseendet af byen, men det betyder også, at københavnerne får en god og moderne biograf. Det her vil både bevare funktionen, kunstværket og formen på bygningen,” siger gruppeformand Morten Melchiors fra Det Konservative Folkeparti.
Relaterede artikler:
Vil lave hotel i ikonisk bygning i København
Finsk kæde skal drive nyt hotel i kendt politistation
Politikere tager første skridt mod omstridt nedrivning af ikonisk bygning