I løbet af sommeren er Nord Collection klar til at byde velkommen til selskabets nyeste knopskud kaldet Hotel Folk, der er blevet etableret i et tidligere industrikvarter på Amager.
Nord Collection opstod, da de to selskaber Key Butler og Lejlighedsvis – der beskæftigede sig med at overlevere nøgler og foretage rengøring ved Airbnb-udlejning – blev til ét. Herefter begyndte de at fokusere på at drifte lejlighedshoteller for større aktører på ejendomsmarkedet.
I dag omfatter Nord Collections portefølje 10 lejlighedshoteller. De befinder sig fortrinsvis i forskellige dele af København, men selskabet har også taget det første skridt i retning af Jylland, da det har åbnet et 14 lejligheder stort hotel i det centrale Aarhus.
Snart udvider Nord Collection atter en gang, da selskabet skal drive et nyt lejlighedshotel, som Nordea Pension Ejendomme er i færd med at opføre på Holmbladsgade på Amager.
Skal føles som hjem
Det kommende hotel er blevet navngivet Hotel Folk. Det får en kapacitet på 71 hotellejligheder. Hotellet er en del af en nyopført bebyggelse i et tidligere industrikvarter, hvor der før i tiden blev fremstillet møbler og forskellige tekstiler.
“Med Folk vil vi bygge videre på vores Nord Collection-vision med hotellejligheder, der kombinerer den komfort, som man er vant til hjemmefra, med fordelene ved at bo på et boutiquehotel,” lyder det i en pressemeddelelse fra selskabet.
Hotellet ligger i den ene del af den nyopførte ejendom, mens den anden har fået navnet Smedjen.
Sidstnævnte vil også bestå af lejligheder, men det bliver dog traditionelle udlejningslejligheder, og dem er der blevet bygget 32 af. Det fortæller EDC Projekt Poul Erik Bech, der skal stå for udlejningen.
Står snart klar
Thomas Guldborg, der er chefportefølgemanager hos Nordea Pension Ejendomme, forklarer, at projektet skal bidrage til at imødekomme den interesse for boliger, som der er i og omkring hovedstaden, og det er så småt klar til at åbne dørene.
”Byggeriet er ved at være helt i mål, og vi ser frem til at kunne byde de første hotelgæster og beboere velkommen i løbet af foråret og sommeren 2026.”
”Med projektet ønsker vi at bidrage til fornyet liv i området omkring Amagerbanen og Strandlodsvej og samtidig imødekomme en stor efterspørgsel på moderne, velindrettede lejeboliger i København,” tilføjer Thomas Guldborg.
Relaterede artikler:
Nyt lejlighedshotel på vej på Amager