- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt hotel mister direktør

Københavns nyeste lejlighedshotel, Stay Copenhagen, har med kort varsel vinket farvel til sin direktør – en ny forventes klar inden månedens udgang.

”Jeg kan ikke besvare din mail, da jeg ikke længere arbejder for Stay,” står der i out-of-office e-mailen fra Jeanette Friedrichs (foto). Hun var indtil for nylig direktør for Københavns seneste lejlighedshotel, Stay.

 

Jeanette Friedrichs er ifølge takeoff.dks oplysninger stoppet for 14 dage siden. Derudover er der ”ikke yderligere kommentarer,” om hendes fratræden.

 

I Jeanette Friedrichs mail henvises til Helena Thomsen, hvis 5StarConsult specialiserer sig i rådgivning og implementering af forretningsområder i hotel-, restaurant- og eventbranchen.

 

”Indtil videre holder jeg skansen på Stay og taler med nye kandidater som hotellets nye direktør, som jeg forventer klar inden månedens udgang,” siger Helena Thomsen til takeoff.dk

 

Det er ikke mere end et par uger siden, at Jeanette Friedrichs stod i spidsen, da lejlighedshotellet Stay fejrede sin første fødselsdag.

Bygningen med Københavns nyeste lejlighedshotel, Stay, skulle oprindeligt have været ejerlejligheder – men med kort varsel blev planen ændret. Stay Copenhagen på Islands Brygge tyvstartede med fuldt hus under FN’s klimatopmøde, COP 15, i december 2009. Blandt gæsterne i den travle periode var bl.a. de 56 besætningsmedlemmer fra Air Force One. De havde samme morgen fløjet præsident Obama til topmødet i Bella Center. Besætningen kunne hvile på Stay, inden de fløj præsidenten hjem til Washington.

Københavns tredje lejlighedshotel åbnede officielt i marts sidste år og har ca. 200 hotelværelser og hotellejligheder. Op mod 40 er til salg som ejerlejligheder.

De to andre lejlighedshoteller i hovedstaden er begge på Østerbro, australske Adina samt Charlottehaven. Navnlig Charlottehaven havde Stays direktør, 43-årige Jeanette Friedrichs, et særligt forhold til. ”Vivi Jensen, direktør for Charlottehaven, ansatte mig som 18-årig hos SAS og på det daværende erhvervsrejsebureau Dantransport (i dag er det BCD Travel, red),” sagde Jeanette Friedrichs tidligere i år til takeoff.dk

 

Hun har også været i erhvervsrejsebureauet CWT, arbejdet med rekruttering til rejsebranchen, været fem år hos fitnesskæden Sats samt været administrator for et kontorhotel. Herfra blev hun headhuntet af de daværende ejere af Stay. Bygningen ejes i dag af høreapparatfirmaet Widex.

 

Den samlede investering i Stay-bygningen er ca. 650 mio. kr. Stay tilbyder hotelværelser, men også lejligheder med køkken, vaskemaskiner osv.

Skrevet af Henrik Baumgarten