- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt krydstogtskib bliver hyppig gæst København

Det italienske krydstogtrederi MSC Cruises har netop modtaget sit 18. og nyeste skib, MSC Virtuosa, med plads til 6.300 gæster. Fra maj kommer skibet efter planen ofte til København.

MSC Virtuosa er med sine 331 meter lidt længere end tre fodboldbaner, det har 2.440 kahytter til sine 6.300 passagerer, hertil kommer en besætning på 1.700. Skibet, der er MSC Cruises’ nye miljøvenlige flagskib, er netop afleveret til MSC Cruises fra skibsværftet i franske Saint Nazaire.

Skibet, der er i Meraviglia-klassen hos rederiet, blev officielt modtaget af MSC Cruises’ koncernchef, Pierfrancesco Vago, der i pressemeddelelsen siger:

”At vi modtager MSC Virtuosa i en så udfordrende tid for rejsebranchen, herunder krydstogtindustrien, symboliserer, hvor meget et familieejet selskab som MSC fortsætter med at kigge mod en mere lys fremtid.”

Skal sejle i Nordeuropa
Efter planen begynder MSC Virtuosa at sejle med passagerer fra den 16. april med fire krydstogter på hjemmebanen i Middelhavet med tre, fire og ti nætter ombord. Herefter rykker skibet til sin nye hjemhavn, tyske Kiel, hvorfra Virtuosa efter de nuværende planer begynder at sejle nordeuropæiske krydstogter via Københavns Havn fra 8. maj.

Der bliver to ruter, begge via Københavns Havn. Der bliver sejladserne op til de norske fjorde med besøg i København samt norske Hellesylt/Geiranger, Ålesund og Flåm. Den anden rute sejler i Østersøen med besøg i København, Helsinki, St Petersborg og den estiske hovedstad, Tallinn.

Fra slutningen af november forlægger MSC Virtuosa residensen til Mellemøsten med krydstogter til Dubai, Abu Dhabi, Bahrain og Doha, der er hovedstad i Qatar.

Hensyn til havets dyr
Skibet, der kan modtage landstrøm i havne udstyret til dette, har blandt andet også en avanceret teknologi til at rense udstødningen, behandle spildevand korrekt og er ligeledes designet så det larmer mindst muligt under vandoverfladen, til glæde for blandt andet dyrene i havet.

MSC Virtuosa er i øvrigt søsterskib til MSC Grandiosa, der siden august sidste år har sejlet tæt på 40.000 gæster under særlige corona-fokuserede krydstogter i Middelhavet.

Senere i år modtager MSC Cruises også nybygningen MSC Seashore, der forventes i drift til august. Dermed har rederiet har 19 krydstogtskibe, og yderligere bestillinger på fire, der leveres frem mod år 2025.

Relaterede artikler:

Krydstogtrederi vil vaccinere besætningsmedlemmer

Krydstogtrederi prøver igen med sejladser

Krydstogtgigant udskyder atter genstart

19 nye krydstogtskibe søsættes i 2021