- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt millionoverskud i Billund Lufthavn

LUFTHAVNE: Danmarks næststørste lufthavn fik sidste år et overskud på 24 mio. kr. ud af en omsætning på 591 mio. kr. Lufthavnsdirektøren forventer mere rutetrafik i år.

LUFTHAVNE: Danmarks næststørste lufthavn fik sidste år et overskud på 24 mio. kr. ud af en omsætning på 591 mio. kr. Lufthavnsdirektøren forventer mere rutetrafik i år.

”Vi er på en god kurs, selv om efterdønningerne efter Cimber Sterlings konkurs i 2012 ikke er helt overvundet endnu. Men vi klarer os, vi sparer lidt ved ikke at genbesætte ca. ti stillinger, og vi noterer, at flyenes belægningsprocenter generelt er gået op i forhold til sidste år.”

Det siger Billund Lufthavns adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, til standby.dk, efter lufthavnen i går præsenterede sit årsregnskab for 2013.

Kjeld Zacho Jørgensen savner øget forbrug i lufthavnens ombyggede og udvidede shoppingområde. Passagererne bruger ikke helt penge nok, men generelt er vi kommet bedre ind i 2014 end vi kom ind i 2013,” siger han.

Han glæder sig over lufthavnens kommende rute, når Sun-Air starter på Zürich med fem flyvninger om ugen. Det er ingen storrute, men en god og vigtig rute for erhvervslivet,” siger han og noterer samtidig, at Turkish Airlines fra sidst i april går fra tre til fem ugentlige flyvninger på ruten fra Istanbul til Billund.

”Icelandair starter sæsonen tidligere i år og slutter den senere, Billund Lufthavn har rigtig gode forbindelser med Icelandair til selskabets ruter til Nordamerika,” siger Kjeld Zacho Jørgensen og tilføjer, at Lufthansa også har øget på Billund Lufthavn, hvor det nu bruger større Boeing B737 på forbindelsen til Frankfurt. Samtidig har KLM oplyst, at man vil flyve med større fly fra Billund til Amsterdam.

Billund Lufthavn fik et overskud før skat på 24,2 mio. kr., mens omsætning voksede 28,8 mio. kr. sidste år til i alt 591,4 mio. kr. Også sidste år satte Billund Lufthavn passagerrekord med 2,8 mio.

Lufthavnens bestyrelsesformand, Clas Nylandsted Andersen, siger: “Luftfartsbranchen er udsat for mange påvirkninger, lokalt, nationalt og internationalt, og derfor er det tilfredsstillende, at resultatet for 2013 er positivt, både hvad angår passagertallene og økonomien. Sommeren 2013 var den største i lufthavnens historie med over 386.000 rejsende i juli.”

Især udenrigsruterne viste god vækst i 2013. Med en stigning på 5,7 pct. nåede antallet af rejsende op på 1,7 mio., 93.030 flere end i 2012. Ruteflyselskaberne havde sidste år god vækst i Billund Lufthavn, og med SAS tilbage i lufthavnen blev der sat yderligere fokus på forbindelserne til de skandinaviske hovedstæder.

Sun-Air, der har hjemme i netop Billund Lufthavn, havde gennem sidste år otte destinationer fra lufthavnen.

Også indenrigsruten til København havde god vækst med 118.902 passagerer; en stigning på 40,6 pct., hvilket skyldes, at ruten var ubetjent i 3 1/2 måned i 2012 efter Cimber Sterlings konkurs.

Chartertrafikken faldt i 2013 med 32.565 passagerer til 958.391, hvilket primært skyldes faldende trafik til Egypten samt en dansk sommer med masser af sol.

Billund Lufthavn investerede sidste år for næsten 50 mio. kr.