- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt millionunderskud i Danmarks største hotelkæde

HOTELLER: For fjerde år i træk fik Scandic stort millionunderskud. Sidste år blev tabet 84 mio. kr.

HOTELLER: For fjerde år i træk fik Scandic stort millionunderskud. Sidste år blev tabet 84 mio. kr.

Dermed har kæden siden 2008 tabt over en kvart milliard i Danmark. ”Det er et billede af det marked, vi er i,” siger Tonny Poulsen, finansdirektør på Scandic, til Børsen og tilføjer: ”Vi har vundet lidt markedsandele, og vores hoteller klarer sig fint – ud fra de forudsætninger, der er.”

Det massive tab i 2012 betød, at Scandics nordiske moderselskab, Scandic Hotels AB, ved nytår måtte hælde 220 mio. kr. i det danske selskab, som på det tidspunkt havde en negativ egenkapital på 94 mio. kr.

”Vi har en sund koncern i ryggen. Indskuddet er jo også et signal om, at koncernen tror på driften i Danmark,” siger Tonny Poulsen og tilføjer: ”Vi har et mål om snart igen at tjene penge. Det ligger i vores prognose.”

Flere store hotelkæder, bl.a. First Hotels og Choice Hotels, har i de seneste år tabt trecifrede millionbeløb i Danmark, fordi de før finanskrisens udbrud lejede sig ind i ejendomme på dyre og lange kontrakter, som siden var umulige at komme ud af, noterer Børsen.

Af Scandic Hotels regnskab fremgår det, at selskabet også i 2013 forventer røde tal på bundlinjen. Scandic er med 24 hoteller største hotelkæde i Danmark.