- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny samarbejdsaftale mellem VisitDenmark og WoCo

TURISME: Samarbejdet mellem VisitDenmark og Wonderful Copenhagen er fornyet og styrket med ny samarbejdsaftale.

TURISME: Samarbejdet mellem VisitDenmark og Wonderful Copenhagen er fornyet og styrket med ny samarbejdsaftale.

Samarbejdsaftalen skal skabe større synergi i turismeindsatsen på en række områder, f.eks. i forhold til produktion af ny turismeviden, den digitale udvikling og international markedsføring.

Med aftalen understøtter parterne realiseringen af den nationale turismestrategi, der sætter fokus på et tættere samarbejde i dansk turisme. Aftalen tager udgangspunkt i den eksisterende rollefordeling mellem WoCo, der destinationsudvikler og eksponerer hovedstaden og Greater Copenhagen, og VisitDenmark, der markedsfører Danmark internationalt som turistmål.

Gennem et tættere samarbejde vil parterne fremover koordinere timing og øge effekt i markedsføringssamarbejdet, hvor det er relevant.

Wonderful Copenhagen har stort kendskab til hovedstaden som destination og kontakt til lokale aktører og samarbejdspartnere. Tilsvarende har VisitDenmark via eksterne repræsentationer kontakt til og viden om udenlandske samarbejdspartnere og medier.

”Den nye samarbejdsaftale styrker det gode samarbejde, vi i forvejen har med VisitDenmark. Begge organisationer er helt centrale aktører for dansk turisme, og derfor har vi et særligt ansvar for at få skabt sammenhænge og synergier. Samarbejdet handler i sidste ende om, at vi kan gøre hinanden stærkere til gavn for flere jobs og øget omsætning i dansk turisme,” siger Mikkel Aarø-Hansen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen.

”Aftalen skal bl.a. sikre, at vi undgår dobbeltarbejde, og at vi samarbejder og videndeler om turismen på den mest effektive måde. VisitDenmark har med vores markedskontorer ude i verden fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker på de enkelte markeder, og Wonderful Copenhagen har viden om Hovedstadsregionen som destination. Når vi kobler hinandens viden opnår vi synergier til gavn for en fortsat vækst af udenlandske turister i Danmark,” siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark.

Samarbejdsaftalen favner ti indsatsområder, som ud over ny viden, digitalisering og international markedsføring også tæller samarbejde om fremme af storbyturisme, mødeturisme og kyst- og naturturisme.

Aftalen beskriver rollefordelingen på de fælles indsatsområder.