- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Øget fokus på flyvninger mellem Australien og London

TURISME: Fælles markedsføringskampagne fra Virgin Atlantic og VisitBritain skal bl.a. få flere australiere til at besøge Europa. Australierne er blandt dem, som bruger flest penge under udlandsrejser.

TURISME: Fælles markedsføringskampagne fra Virgin Atlantic og VisitBritain skal bl.a. få flere australiere til at besøge Europa. Australierne er blandt dem, som bruger flest penge under udlandsrejser.

Kampagnen prøver med særpriser at få flere australiere til at besøge Storbritannien.

Luke Fisher, general manager i Australien og New Zealand for Virgin Atlantic, siger: ”Sidste år satte Virgin Atlantic rekord på ”kænguru-ruten” med yderligere 20.000 passagerer fra Australien.”

Direktør for det britiske turistråd, VisitBritain, Joss Croft, siger i samme pressemeddelelse: ”De seneste fem år er australiernes forbrug under rejser til Storbritannien steget 52 pct. – så det australske marked er meget vigtigt for Virgin Atlantic, vores primære partner blandt flyselskaberne mellem Storbritannien og Australien.”

Med i kampagnen er ud over Virgin Atlantic og VisitBritain også ”London & Partners,” officielt grundlagt af Londons overborgmester – og lidt svarende til den dansk-svenske organisation, Copenhagen Connected, der arbejder for at tiltrække flere flyruter eller udvidelse af eksisterende til Øresundsregionen (Københavns Lufthavn).

I følge London & Partners er Australien det fjerdestørste marked for London målt i turismeforbrug med 470 mio. pund om året – og det syvendestørste i antal ankomster, sidste år kom 600.000 rejsende fra Australien til London.

Virgin Atlantic blev grundlagt af Sir Richard Branson i 1984. Selskabet havde sidste år over 5,5 mio. passagerer på sine 35 – primært – langrutedestinationer. Virgin Atlantic flyver til Nordamerika, Caribien, Afrika, Asien og Sydney i Australien. Blandt de seneste ruteåbninger er Cancun i Mexico, canadiske Vancouver samt Mumbai i Indien. Selskabet flyver langruterne med Boeing B747-400, Airbus A340 og A330-300. På vej til flåden er 16 Boeing 787 Dreamliners fra 2014.

Ifølge de seneste opgørelser har australske Qantas 17,2 pct. af flytrafikken fra udlandet til Australien. Herefter kommer Emirates med knap ti procent og Singapore Airlines med tæt på ni procent. Qantas’ lavprisselskab, Jetstar, har over syv procent af de rejsende, f.eks. mellem Singapore og Darwin i Australien.

Sydney har over 40 pct. af de internationale passagerer, der kommer til Australien, fulgt af Melbourne (23 pct.), Brisbane (15 pct.) og Perth, hovedstad i Australiens største delstat, Western Australia, med knap 13 pct.