- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Også rekord med krydstogtskibe næste år

Allerede på store-krydstogt-dag i København i morgen er der flere tilmeldte anløb end på samme tid i fjor.

I morgen lægger seks krydstogtskibe til ved Langelinje og i Nordhavn med ca. 13.000 passagerer, hvoraf en del skal videre igen med samme skibe senere på lørdagen, men tre af de store bytter omkring 7.000 passagerer. Sammenlagt bliver det årets største krydstogtdag i denne sommer i København.

 

Et er i år, men hvad med næste år? Rederierne har det med at planlægge lang tid forud. Det ser imidlertid også lovende ud.

 

”Vi har på nuværende tidspunkt fået 360 anløb i 2013. Det er en halv snes mere end på samme tid sidste år. Jeg tror godt jeg tør love, at vi sætter rekord igen til næste år ud over de 375 anløb i år, ” siger adm. direktør for passagertrafikken i Købehavns Havn, Arnt Møller Pedersen til takeoff.dk.

 

”Vi har ikke meldinger om nogen, der falder fra, og vi har forespørgsler fra nye. Næste år tager vi den ny forlængede kaj i Frihavnen i brug. Her skal der ligge to skibe og senere tre. Terminalen kommer først i 2014, så vi klarer den med telte,” fortsætter han.

 

De seks skibe i havnen i morgen er Emerald Princess, som det største i Nordhavn. Costa Luminosa med den kendte gule skorsten bytter også passagerer samme sted. Det gør Brilliance of the Seas fra Royal Caribbean også, mens et andet af rederiets skibe blot kommer på besøg ved Langelinje. Det samme gælder for MSC Magnifica. De øvrige to er Grand Mistral og de luxe Seabourn Sojourn.

Skrevet af Ejvind Olesen