- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Også easyJet byder på Alitalia

LUFTFART: easyJet bekræfter at de er blandt mulige købere til dele af Alitalia – i alt syv er blandt de interesserede.

LUFTFART: easyJet bekræfter at de er blandt mulige købere til dele af Alitalia – i alt syv er blandt de interesserede.

Ligesom airberlin er Alitalia i økonomisk uføre efter storaktionæren Etihad Airways fra Abu Dhabi har trukket det økonomiske stik og nægtet at dække flere milliardunderskud. Etihad havde 29 procent af aktierne i airberlin og 49 i Alitalia.

Airberlin slutter med at flyve med udgangen af denne måned, mens den italienske regering i fredags gav Alitalia et ’nødlån’ på 300 millioner euro så det kan holde sig på vingerne til næste forår.

I mandags udløb fristen for at byde på hele eller dele af Alitalia. Lufthansa har meddelt interesse i dele af et Nyt Alitalia – i går meddelte easyJet, at de også overvejer at købe dele af det italienske flyselskab, uden at sige præcis hvad man kigger på. Det er også Lufthansa og easyJet der står til at overtage størsteparten af airberlin.

Ifølge BBC har Alitalias kurator modtaget syv bud på dele af Alitalia, der er i Skyteam-alliancen.

Lufthansa Group meddelte i forgårs, at de har budt på dele af Alitalias globale netværk samt en række europæiske og italienske indenrigsruter. De skal, ifølge Lufthansa, skabe et ’NewAlitalia’.

Alitalias særlige kommissærer har oplyst, at de har modtaget ’syv kuverter’ med bud på Alitalia, og at indholdet i disse kuverter nu vil blive nærstuderet.

Ryanair, der har cirka 25 procent af indenrigsflyvningerne i Italien – Alitalia har 40 procent – indikerede først, at de var interesseret i dele af Alitalia, men trak for nylig følehornene til sig.

’Et haj-fyldt marked’

Det er blandt andet de italienske fagforeningers ønske, at Alitalia bliver solgt som et hele – frem for i bidder, da det forventes at ville give store jobtab.

Formanden for en af de største italienske fagforeninger med flest medlemmer i Alitalia, UGL (Unione Generale del Lavoro), Paolo Capone, siger: ”Med de leverede bud på Alitalia kunne man som forventet frygte, at i et marked fyldt med hajer kommer der kun underbud, som vil have negative konsekvenser på de fremtidige ansættelsesmuligheder for vores medlemmer.”

Alitalia gik i maj i midlertidig betalingsstandsning efter de ansatte stemte nej til en plan om omstrukturering, der ville have kostet ca. 1.000 af dets 12.500 medarbejdere jobbet.