- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Oneworld fryder sig

Det er et godt år for den mindste luftfartsalliance – Oneworld får i 2012 selskab af Air Berlin, Europas sjettestørste flyselskab.

Med næsten 28 mio. passagerer var Air Berlin sidste år sjettestørste flyselskab i Europa – Lufthansa var størst med 76,5 mio. passagerer.

 

I starten af 2012 lander Air Berlin i Oneworld-alliancen, mens det østrigske lavprisselskab Niki, som Air Berlin, ejer 49,9 % af, bliver associeret medlem.

 

Air Berlin – der åbnede på København i 2006 og som herfra har tre ruter, udover Berlin også Düsseldorf og Mallorca – betjente sidste år 160 destinationer i 40 lande med ca. 600 daglige flyvninger.
Med Air Berlin får Oneworld yderligere 75 destinationer og kommer dermed op på 900 i 150 lande og med 340 mio. årlige passagerer.

 

I år har Oneworld også bekræftet, at russiske S7 Airlines og indiske Kingfisher Airlines sidder i dets venteværelse. Oneworld kan også glæde sig over at American Airlines, British Airways, Iberia og Finnair har fået myndighedsgodkendelse til samarbejde mellem Europa og USA – samt at British Airways og spanske Iberia forventes at slå pjalterne sammen senere i år.

 

Air Berlin flyver uden for Europa til bl.a. Los Angeles, Miami, New York JFK og Bangkok.

 

Oneworld omfatter i dag American Airlines, British Airways, Cathay Pacific, Finnair, Iberia, Japan Airlines, LAN fra Chile, Malév Hungarian Airlines, Mexicana, Qantas og Royal Jordanian samt ca. 20 associerede medlemmer.

 

Air Berlin betjener 23 tyske byer – mere end noget andet flyselskab. Selskabet har afgivne ordre på 75 Boeing 737-800 samt 25 Boeing 787-8 til dets langruter.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten