- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Optimeet på vej med seks nye arrangementer

Der bliver både mulighed for at give hånd til nye samarbejdspartnere og høre oplæg fra en række kendte navne, når seks Optimeet Connect-arrangementer finder sted i Danmark og Sverige.

Tilbage i marts løb Optimeets årlige messe af stablen i Bella Arena. Her var flere end 300 udstillere samlet for at fremvise, hvad netop de kan tilbyde virksomheder og organisationer, der står over for at skulle afvikle forskellige arrangementer.

Selvom næste udgave af Optimeet Messen først finder sted til marts næste år, er det dog ikke ensbetydende med, at der er tomt i kalenderen. Den store aktør er nemlig på vej med en række nye netværksevents i den serie, som kaldes Optimeet Connect.

Helt konkret er der programsat seks arrangementerer, hvoraf de fem finder sted i Danmark, mens det sjette rykker over Øresund og afholdes i Sverige. De vil blive afviklet løbende i resten af i år og begyndelsen af 2026, lyder det.

Oplægsholdere med forskellige profiler
Omdrejningspunktet for arrangementerne bliver, at de fremmødte skal deltage i speedmøder af 15 minutters varighed, høre foredrag og have et indblik i fremtidens trends på området, ligesom møde-og eventindkøberne får mulighed for at mødes med hoteller, venues og andre leverandører.

“Det er et power-netværk. Korte, effektive møder kombineret med indsigtsfulde oplæg fra nogle af Danmarks stærkeste profiler inden for kommunikation, ledelse og fremtidstænkning,” slår Ole Sorang, der er administrerende direktør for Optimeet, fast.

Deltagerne i Optimeet Connect vil nemlig blandt andet kunne høre oplæg fra journalist og formidler Cecilie Frøkjær, stilhedsekspert og facilitator Bastian Overgaard, fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen samt mødeekspert René Oehlenschlæger.

Derudover vil ledelsesrådgiver Alexandra Krautwald, økonom og debattør Martin Ågerup og Lotta Schelin, der er fodboldspiller for klubben FC Rosengård og topscorer for kvindelandsholdet i Sverige, også dele deres erfaringer med de fremmødte.

Indtil slutningen af januar
Det første event foregår på Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus den 22. september, og det er fuldt booket med omkring 250 tilmeldte, fortæller Optimeet, der venter at flere end 600 møde- og eventindkøbere vil deltage i de seks arrangementer.

Det næste i rækken foregår den 30. september på Rungstedgaard i Nordsjælland, hvorefter turen går til hotellet Clarion Hotel Malmö Live i det sydsvenske by den 6. november. Senere i årets 11 måned danner Carlsberg Venues ramme om Optimeet Connect i København. Det sker den 20. november.

Når kalenderen viser den 3. december er turen kommet til Bernstorff Slot i Gentofte, mens det sjette og sidste arrangement finder sted den 29. januar næste år i H.C. Andersen Slottet, der også kaldes Tivolislottet, i det indre København.


Relaterede artikler:

Optimeet-direktør: ”Vi har fået mange positive tilbagemeldinger”

Mere end 300 udstillere: Stor messe har vokseværk

Konkurrenter slår sig sammen i jagt på mere vækst