- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Optimisme hos Zleep trods rekordstort underskud

Trods underskud i 2020 på 40 millioner kroner, der havde været 17 mio. større uden hjælpepakker, ser Zleep Hotels med 13 danske hoteller og syv på vej i ind- og udland, ”optimistisk på fremtiden.”

Også Zleep Hotels fik et grimt 2020 på grund af coronakrisen. Det viser årsopgørelsen for seneste regnskabsår, der følger kalenderåret.

Årsomsætningen oplyses ikke i regnskabet, men Zleep Hotels grundlægger, administrerende direktør og medejer, Peter Haaber, sagde sidste år til STANDBY.DK, at hotelkæden i 2019 omsatte for 170 millioner kroner. Sidste år faldt omsætningen hos Zleep Hotels 45 procent, oplyses det.

I pressemeddelelse om 2020-regnskabet skriver Zleep Hotels, at man ”ser optimistisk på fremtiden trods rekordstort millionunderskud i netop aflagt regnskab.” Zleep fik sidste år et underskud efter skat på 39,7 millioner kroner – i 2019 var der også millionunderskud, da blev tabet 17,7 millioner kroner.

Som følge af coronakrisen og dens restriktioner med blandt andet grænselukninger og forsamlingsforbud, faldt Zleep Hotels omsætning 45 procent fra 2019 til 2020, og antallet af ansatte blev reduceret 20 procent.

Men underskuddet for 2020 havde været endnu større end 39,7 millioner kroner, havde det ikke været for de 17,4 millioner kroner, Zleep Hotels modtog i løn- og omkostningskompensation for 2020.

”Umuligt at fremtvinge salg, når efterspørgslen er nul”
I pressemeddelelsen siger Peter Haaber blandt andet: ”Det er umuligt at fremtvinge salg, når efterspørgslen er lig nul. Derfor har vi, foruden at afskedige medarbejdere, optaget COVID-19 finansiering i samarbejde med vores bank og Vækstfonden på i alt 36 millioner kroner, indgået forhandlinger om lejenedsættelse og -udsættelse, holdt enkelte hoteller periodevist lukket samt gjort brug af regeringens hjælpepakker for faste omkostninger og løn. Alt sammen for at komme så godt igennem krisen som muligt.

Heldigvis har vi en forretningsmodel, der virker – især i ustabile tider – og vi har en bank, investorer samt samarbejdspartnere, herunder de fleste af vores udlejere, der alle bakker op om Zleep,” siger Peter Haaber. Zleep ejer ikke selv bygningerne med sine hoteller.

I årsregnskabet står, at Zleep Hotels egenkapital er 5,6 millioner kroner, men også, at Zleep har en støtteerklæring fra aktionærerne (51 procent af Zleep ejes af Deutsche Hospitality, der ejes kinesiske Huazhu Group, red) om at tilføre op til 27,9 millioner kroner i år ”med det formål, at Zleep Hotels er i stand til at opfylde sine forpligtelser.”

I ledelsesberetningen står der også: ”Afhængig af COVID-19 krisens længde, yderligere hjælpepakker og eventuel tilførsel af yderligere likviditet forventer ledelsen, at selskabet har den nødvendige likviditet til at fortsætte driften.”

Syv nye Zleep-hoteller næste år
Peter Haaber siger videre i pressemeddelelsen: ”Trods det rekordstore underskud, har vi hele krisen igennem stået stærkt i markedet, og vi forventer snart at kunne udnytte den øgede markedsandel. I vores femårsplan forventer vi at have hentet det tabte fra 2020 mod udgangen af 2025, og at efterspørgslen på hoteller vil være normaliseret i 2022/2023. Vi har de seneste år investeret i store projekter i ind- og udland.”

Allerede næste år åbner kæden syv hoteller. Tre i Danmark, i Vejle, Glostrup og Hillerød, og som del af Deutsche Hospitality-familien slår Zleep fra 2022 til 2024 også dørene op i Tyskland, Spanien, Schweiz og Tjekkiet.

Zleep Hotels er kinesisk-ejet
51 procent af Zleep Hotels blev i starten af 2019 købt af Deutsche Hospitality, der senere samme år blev overtaget af kinesiske Huazhu Group. Peter Haaber har de resterende 49 procent af Zleep Hotels.

Deutsche Hospitality tæller udover Zleep også hotelvaremærkerne Steigenberger Hotels and Resorts, IntercityHotel, Maxx by Steigenberger og Jaz in the City. Gruppen har i dag kun et af sine tyske varemærker på et hotel i Danmark, Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg. Hertil kommer de indtil nu 14 Zleep-hoteller, 13 i Danmark og et i Sverige.

Deutsche Hospitality har planer om at vokse fra de nuværende 120 eksisterende hoteller i Europa plus 40 i pipelinen, og tilføje yderligere 700 i Europa og Mellemøsten på blot fem år.

I et interview i februar med avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung sagde Marcus Bernhardt, koncernchef for Steigenberger Group, at planen er at tilføje 20 til 25 hoteller hvert år gennem organisk vækst, resten skal komme via sammenlægninger med eksisterende hotelkæder eller overtagelser af hotelkæder.

Relaterede artikler:

Hotelkrise giver kapitalstærke nye muligheder

Arp-Hansen tabte milliardomsætning på coronaen

2020 blev hårdt år for Nordens største hotelkæde

Marriott på vej med to nye hoteller i København

Trods millionunderskud: ”Vores forretningsmodel virker”