Our Agent of Scandinavia ejet af Lene og Jens Veino er gået i betalingsstandsning
Our Agent er et incoming bureau i København har otte ansatte med speciale i Skandinavien, Island, Færøerne, De Baltiske lande og Rusland. Selskabet blev i 2005 købt fra norske ejere af Lene og Jens Veino.
”Efter købet har vi haft en række tab. Vi havde en økonomichef, som svindlede for tre mio. kr. Vi skulle investere i nyt IT-udstyr for en mio. kr. Der var manglende debitorer for en mio. kr. i det firma vi overtog, og vi har selv haft tab på 1,5 mio. kr,” siger Lene Veino, adm. direktør, Our Agent til Stand By.
”Så nu stopper vi op for at beskytte kreditorerne og de midler vi har. Jeg kan ikke oplyse hvor meget vi skylder væk. Vi ønsker at gå ud og betale så meget til kreditorerne som muligt, men det bliver ikke 100 procent. Det bliver en tvangsakkord, som igen afhænger af hvor mange af de penge vi får hjem, som vi har til gode i udlandet,” siger Lene Veino.
”Vi har fået en tilsynsførende og en statsautoriseret revisor, og nu har vi tre måneders ro. Indtil da er det ”business as usual”. Vi kører videre, og det er jeg overbevist om, at vi også gør i fremtiden. Vi har lige fået en gruppe på 100 mennesker fra Italien i Januar, og vi forhandler med en anden gruppe. Vi har selvfølgelig også mærket krisen, og har haft nedgang på alle markeder undtagen Korea.
Men jeg er optimist, og det er vores sagfører heldigvis også,” siger Lene Veino. Hun ønsker ikke at oplyse omsætning eller antal gæster i Our Agent.
Lene og Jens Veino ejer også Larsen Hotel og Kroferie, og Jens Veino Aronda Tours i Basel, som er specialist i kulturrejser t i Østeuropa.
Ingen af disse selskaber er berørt af betalingsstandsningen.